Prøv at sætte dig i din bedste stol . . .

Forestil dig at du sidder i din bedste stol, med avisen eller en god bog. Nogle børn, måske dine, har valgt at lege en larmende tagfat rundt om dig og din stol. Hvad gør du? Det vil sige: Hvad plejer du at gøre? Du får tre muligheder, og du napper den der tænder dig mest, uden at tænke dig om:

•  Du bider din irritation i dig et stykke tid, så eksploderer du. Bliver hidsig.

•  Du bliver ikke på noget tidspunkt hidsig. Du bider din irritation i dig, fordi du synes, at børnene i dit liv skal have lov at udfolde sig.

•  Du registrerer hurtigt, at det irriterer dig. Venligt og bestemt fortæller du dem, at hvis de ikke omgående holder op, tager du den ene og slår den anden med. Eller lignende ordvalg med samme mening.

Cand. Psych. Sten Hegeler har udarbejdet ovenstående lyntest.

A og B er lige forkerte. Begge afslører dig som aggressionshæmmet. Du skal, hvis du har valgt en af de muligheder, i de tilfælde arbejde på, at du næste gang vælger C. Læs videre på disse sider.

Når Sebastian tirrer mor

Sebastian på fire er med sin mor på vej rundt i supermarkedet. Det er sent fredag eftermiddag.

Mor har haft travlt i dag på arbejdet.

Og havde ikke tid til at få sagt ordentligt ”god weekend” til pædagogerne. Det har hun det ikke godt med. Hun kan godt lide at føle sig i kontakt med andre voksne, der har noget med hendes børn at gøre.

De to stopper ud for toiletrullerne. Her får Sebastian at vide, han skal blive ved indkøbsvognen, mens mor lige henter mælk og yoghurt ved kølemontren.

Mor går over til kølemontren.

Og kommer igen efter et minut.

Sebsastian er væk.

Mor bliver urolig og også en anelse vred.

Kan man nu også tillade sig at vise det, tænker hun. Han er jo kun et barn . . .

Hun finder ham ved legetøjet efter seks minutters intens søgning.

Med hjælp fra en travl ekspedient.

”Hvorfor gik du. Mor blev urolig?”

Sebastian svarer ikke.

”Hører du ikke? Hvorfor gik du?

Mor bliver irriteret nu.

Men siger ikke noget.

”Må jeg få en is”, spørger Sebastian.

”Nej, ikke i dag”.

”Hvorfor ikke?”

”Vi skal snart spise”.

”Jeg kan da godt spise is. Jeg vil have en is. Hvorfor må jeg ikke få en is”.

”Sschh, Sebastian, ikke så højt. Jamen det må du bare ikke”.

”Det kan du ikke være bekendt, mor”.

”Jo, det kan jeg godt. Og hold så op”.

”Nej, du kan ikke. Jeg vil ikke holde op. Gi´ mig så den is, mor”.

Hvad gør man, tænker mor. Giver man ham isen for at få fred?

Mor vælger tøvende, at Sebastian ikke skal have is.

Men hun er ked af, at hun ikke kan forstå sin dreng til at forstå. Og vred af afmagt.

Uden for supermarkedet står en mekanisk legegynge. Mor har på vej IND i supermarkedet lovet, at Sebastian får en tur bagefter indkøbene, hvis han bliver hos mor inde i butikken.

Det har han jo ikke gjort.

Det mener Sebastian naturligvis, at han gjorde. Blev hos mor.

Så Sebastian begynder at græde, da mor siger nej til en tur i legetøjet.

Men mor holder fast og har en tudende Sebastian hele vejen hjem i bilen.

En Sebastian der ikke vil bære nogen poser overhovedet med varer fra bilen og ind i køkkenet, som ikke vil sidde ordentligt ved bordet, ikke have noget at spise, og som efter maden lægger sig fladt ned på gulvet med ansigtet trykket ned i tæppet og hyler.

Efter en halv time, hvor far til sidst hovedrystende bærer ham ind i seng, sidder mor tilbage og græder over, at kontakten den fredag skulle ende sådan.

Hun er også vred. Vred på sig selv fordi hun syntes, hun burde kunne tackle disse situationer meget bedre.

Mor kunne måske have forberedt Sebastian på, at nu skal de købe ind sammen, oget bliver nok lidt træls.

Vi forældre bryder os jo ikke om at mærke, at vi er trætte efter en hel dag. Men sådan er det jo. Børn er trætte, forældre er trætte, og der er jo masser af potentiale for konflikter. Supermarkeder inviterer jo til konflikter, hvor de i bogstavelig forstand ligger på hylderne og venter. Så som voksen må man kunne klare disse situationer voksent. For det første ved at være opmærksom på, hvordan man selv har det, når man træder ind i supermarkedet, så man kan få skilt sine egne følelser fra barnets. Herudover er det en god idé at gøre børnene aktive ved eksempelvis at lade dem køre indkøbsvognen elller give dem andre opgaver i supermarkedet. Sådanne ting kræver et overskud. Det kan godt være, man er irriteret og træt. Men i de situationer må man altså holde igen. Og skal der en pose vingummi til for at få det til at køre, så er det da i orden for mig. Klokken 17 om eftermiddagen skal man altså ikke starte et pædagogisk sceneri. Herudover skal man vide, at det er umuligt at undgå konflikter, hvor gerne man end vil.

Det overordnede er at undlade at give børnene skyldfølelse:

Man skal ikke være så bange for at sætte sig igennem. Det dur ikke i fredens navn at lade stå til, når barnet tegner med farvekridt på bordet, og man har sagt det tre gange. Så må man sige det, så det kan forstås. Og der skal altså ikke være så megen diskussion. Man bliver nødt til helt klart og uden at blinke at skære igennem, og hvis barnet kommer op af sengen for tredje gang den aften, så må man tage det, følge det ind i seng, slukke lyse og sige ”godnat, nu skal du blive liggende her, til du falder i søvn”. Uden svinkeærinder.

Her hendes bud på, hvordan man kan sige tingene ligeud.

1. ”Jeg vil ikke have at du ikke sidder ordentligt ved
bordet når vi spiser”

2. ”Det du gør nu vil jeg ikke have/finde mig i”.

3. ”Du SKAL tørre fødderne af når du går ind, og jeg
vil have at du gør som jeg har bedt dig om nu”.

4. ”Jeg har noget jeg
vil sige til dig; jeg er vred over at du ikke hører
efter når jeg siger noget til dig.

Og hvordan man siger undskyld hvis man alligevel er har overfuset barnet:

•  Jeg blev godt nok gal i hovedet lige før, det må du
undskylde – blev du meget forskrækket?

•  Ja nogen gange slipper min tålmodighed også op, jeg har
haft en lang dag og er alt for træt. Jeg trænger til lige at sidde lidt her med avisen eller at vi sammen læser en bog. Hvad synes du om det?

Positiv-liste over en måde at afreagere på, før du eksploderer:

•  Gå ud at slå græsset. Løb op og ned af trappen tre gange.

•  Sig noget sjovt og muntert til barnet – meget hurtigt. Det er svært, men godt.

•  Lav omgående en aktivitet sammen. Bid tænderne sammen og GØR det.

•  Syng en børnesang HØJT OG LARMENDE med barnet

•  Tag barnet op, giv det en svingtur, få det til at grine, grin sammen

•  Rend rundt og vær kåd som et barn. Det trænger du til.

•  Ring til en veninde og sig ”ih” og ”nej” og ”uh”. Hun ved straks besked.

•  Syng dit raseri ud. ”Jeg er så rasende, jeg kommer brasende, alt gennem stuen nu. Hvis du skal stoppe mig, så skal du oppe dig, jeg er nemlig en arrig fru.

Find på noget skørt at synge om dit raseri. Noget der er lige til at grine af.

•  Læs en side eller to af en selvbiografi fra en succesrig, kendt person.

•  Hammer løs i en pude eller nap tæppebankeren og giv dørmåtten en tur

•  Beslut dig for at stå en halv time tidligere op næste dag, så du får en god start.

•  At skrive dit raseri ud. Raseriet forbliver i kroppen.

•  At skælde den lille fra sans og samling. Du nedgør den lille og får skyld bagefter.

•  Ret din vrede mod din partner. A la: ”Du forkæler hende også altid. Det er derfor, hun gør sådan og sådan”. I skaber afstand til hinanden og bliver afmægtige.

•  At ruske den lille. Du vinder intet med fysisk magt. Kun den lilles foragt.

•  At lade som ingenting. Det sætter sig i din krop.

•  Læse en bog om børneopdragelse. Du bliver bare forvirret.

Sådan undgår du at spare irritation op.

Som voksne er vi tilbøjelige til at gå langt ud over vores egne grænser og lade vore børn trænge langt ind over vore, før vi tillader os overhovedet at overveje, om vi må vise lidt irritation. Men vi skal huske, at ingen børn tager skade af at få god besked. Hvis man vel at mærke udtrykker sig i hele budskaber og holder sig til kendsgerningerne og den konkrete situation. Det vil både du og barn lære mere af end tilbageholdte åndedræt, indestængte følelser og rugende stemninger.

Kærlighed til sit barn er at involvere sig og give modstand, også når det er ubehageligt, og grænsesætning og lige-ud-af-posen-tale er en investering i et menneske, man bryder sig om.

•  Vær præcis, konkret, direkte og saglig.

•  Fortæl ligeud, at det der, det vil du ikke have.

•  Fortæl nøjagtigt, hvad der gør dig gal i hovedet

•  Hav hele kroppen med i det du siger

•  Se på barnet

•  Vær helst i øjenhøjde med barnet.

Og undgå:

•  at true med hvad der sker næste gang

•  selvbesvarede spørgsmål som ”kan du ikke godt selv se . . .”

•  at generalisere. ”Du kommer ALTID for sent hjem”.

•  at sammenligne dit barn med, hvad andre gør og ikke gør.

•  at overveje hvordan skal være en god mor eller far. Det ER du allerede ved blot at være dig.

Derfor sparer vi irritationen op . . .

-Børn er rigtigt gode til at få sider frem i os, som vi helst ikke vil konfronteres med.

Det er ofte tidligere spøgelser, de får frem i os. Eksempelvis kan man have svært ved at klare et klynkende og klæbende barn, hvis man selv altid har fået at vide, man skal være stærk. Det kan også være svært at opleve ens eget barn blive vredt, hvis man altid selv har skullet være blid.

Et lavt selvværd hos den ene eller begge forældre kan gøre, at de et sted ikke føler, de har ret til at blive vrede i det hele taget og slet ikke på deres børn. Aggressioner vendes indad, og forældrene ender med at blive kede af, at de ikke kan få samværet med børnene til at trives. I yderste instans får vedkommende forældre en depression.

Husk her : Bliver du ked af, at dit barn ikke gør, hvad du siger eller hører efter, så skal du gøre noget mere ved at få løsnet op for dine aggressioner. Brug din krop, svøm lange ture, leg noget mere, øv dig på at klage over forskellige ting. Kræv din ret i alle sammenhænge. Lad dig ikke kyse. Fremad. Sig din mor imod og smid kollegerne ud fra dit kontor, hvis de bliver hængende efter mødet, og du har travlt. Så skal du nok få overskud til også at kunne sætte dit barn på plads. Hvis du har en indkodet sætning om, at ”børnene skal jo også være der” og føler, at du lader dig udnytte, så er det rigtigt, at du gør det. Ret det til at ”du skal også være der”.

Forældrenes egen opvækst kan stå i vejen for, at de kan se rent og frit på forskellige situationer omkring deres børn. Måske lærte ens egne forældre dig på forskellig måde, at ”mor kan ikke lide sin lille pige, når hun er så gal” eller ”slap SÅ af, dreng, du skal ikke tro du bliver bedre af at være vred”.

Så er det ikke let i dag at skælde ud på sit barn. Barnet skal jo helst ikke blive bange for at miste kærlighed, som man selv var på nippet til.

Det kan også være den far, der hele sin barndom er blevet forgudet af sine forældre, og som har fået indprentet, at alt, hvad der går galt i hans liv, det er på grund af de andre. Ham er der aldrig noget galt med.

Et sådant menneske er ofte svært at omgås for hans børn, der gang på gang kan komme at opleve en usaglig og urimelig far, der hidser sig op over småting og lover bål og brand, hvis ”de møgunger” ikke arter sig. For det er kun dem, der har fejlen. Faderen har to ting at slås med, fordi han har uforløst vrede over, at hans egne forældre ikke lærte ham noget mere om livet. Den uforløste vrede ligger som tikkende bomber og udløses uforholdsmæssigt stort ved tryk på knapper der kan være uforudsigelige. Eksempelvis hvis hans børn går ind i stuen med gummistøvler på, kan han fare fuldstændig i flint -, fordi han selv gjorde det som barn og aldrig blev sat på plads for det, men blev vred på sig selv over, at han gjorde det. Han søgte grænser, han aldrig fik. Den uforløste vrede kanaliserer han nu over på mor og børn. Kontakten bliver her meget sløret.

Det kan også være, at ens egen far og mor var frustrerede, og at du som barn ”overtog” disse frustrationer og forsøgte at mægle imellem dem, fordi du syntes, det var synd for dem.

Ved mindste optræk til konflikt mellem dig og den lille, kan du være fristet til at smide håndklædet i ringet – af hensyn til den lilles opvækst. Måske endda forlange det samme af din partner, der sandsynligvis ikke er af samme holdning, hvilket du bliver frustreret over og også bider denne irritation i dig. Som så på den ene eller anden måde vil belaste din kommunikation til barnet.

Husk her: Tænk tilbage på hvordan det var i jeres eget barndomshjem. Var alle former for følelser tilladt. Er du i tvivl, så var de det ikke. Og du må være ekstra omhyggelig med at følge retningslinjerne i boksene på disse sider.

Konflikt mellem far og mor. Det er mere reglen end undtagelsen, at opsparede og uforløste konflikter og irritationer mellem far og mor på den ene eller anden måde belaster barnet. Bevidst men desværre også ubevidst. Far kan finde på at hænge barnet ud og sige ”din dovne unge” foran mor - udelukkende for at såre hende. Naturligvis ønsker far ikke at såre barnet, men det er det eneste, anvendelige redskab, han lige nu har for at såre mor, der måske har forsømt ham seksuelt i et par uger.

En ubevidst konflikt mellem far og mor kan måske være, at mor synes, hun skal være flink og sød og rar og tager sig af det meste huslige, når nu hun er på deltid, og når nu far arbejder så langt ud på aftenen tre dage om ugen. Hun har godt nok en følelse indeni, der siger, der er noget galt, men ignorerer den, for ”det kan da ikke passe”.

Når pigen i huset så ikke har ryddet op på sit værelse i to dage, får hun det store fur; den ubevidste irritation på faderen ryger direkte over på barnet.

Husk her : Find som forældre (usete) værdier frem i hinanden og sæt ord på over for hinanden. Gør hinanden små, smigrende tjenester hver dag. Forvent ikke nogensinde helt at komme til at forstå din partner. Bær over hvis du mener den anden fejlbeslutter noget. Hån aldrig den anden. Nedgør aldrig den anden. Beslut jer til hele tiden at blive bedre til at være voksne sammen. Lad hinanden i fred; dvs. eksempelvis SKAL kvinden lade manden gøre tingene, som han nu gør i det huslige. Og manden SKAL acceptere hendes måde at være omsorgsfuld (måske i hans øjne pylret) på. Kan man ikke lade være at kommentere hinandens væremåder – og det KAN være svært –, må begge arter være voksne nok til at klare det med en humoristisk bemærkning. Lad mor sove længe engang imellem, og lad far holde fri. Trætte forældre er sure forældre. Husk at hjælpe den anden med at pleje sin ånd, sit rum og sin sjæl. Og husk at elske -, for når I elsker, bliver I optaget af den elskedes mål med tilværelsen. Om det passer ind i eget kram, får mindre betydning. Den, der har det sværest i et parforhold er den, der ikke elsker. Den der elsker kan højst blive ulykkelig, og det giver plads for indsigt og visdom. Den, der aldrig lærer at elske, forsumper åndeligt og mentalt. Så ELSK.

Det er vigtigt at få ryddet op mellem de voksne, før at kommunikationen mellem forældre og barn atter kan blive optimal. Den bedste måde at rydde op på som forældre er ved aldrig at komme til at rode følelsesmæssigt. Og følger du som forældre ovenstående råd, kan det aldrig gå helt galt.

Humoristiske visdomsord fra børn:

•  Boks: ”Når far bliver gal, tager jeg en lakrids. Det gør godt i maven”.

•  ”Når mor bliver gal, bygger far et nyt hus i haven”.

•  ”Det er så kedeligt, når mor er rigtig vred”.

•  ”Det er træls, når far og mor har skændtes. Så skal jeg altid rydde op efter dem”.

•  ”Mor siger, hun tit bliver gal. Men det er bare noget, hun siger . . .”

•  ”Når mor siger noget vredt, så har hun lige vridtet - en karklud”

•  ”Far siger, mor har temperament. Han kan hendes temperatur uden ad”

•  ”Når mor bliver irriteret, fløjter hun for ikke at koge over”.

•  ”Far siger, jeg skal gå ind i computeren og lege med Hugo, når jeg bliver gal. Så vil han med, siger han.

•  Mor har engang brækket tre kosteskafter. Hun sagde, det var fordi hun gjorde så hurtigt rent efter sin galdeblære.

Boks:

Det sker med børn

når de bliver overfuset

•  De får skyldfølelse

•  De bliver skamfulde

•  De mister dømmekraft

•  De får svært ved at markere sig

•  De bliver kritiske eller selvkritiske

•  De får vanskeligheder ved at håndtere betydningsfulde situationer.

Kilder:

Harville Hendrix:

Kærlighed og samliv

Diverse numre af ”Familien”

Udgivet af Kempler-instituttet

Rosanne Rosen:

Marriage Secrets

Melvyn Kinder &

Connel Cowan:

Ægtefæller –

Kærester for livet