-Selskabsmusikeren skal yde mere idag end nogensinde
 

Ole Erling - startede med at spille i 1959

Mr. Hammond er med på ni tten CD'er på verdensplan og er indbegrebet af Suppe-Steg-og–Is. Han opdeler sit eget spil i 1. Og 2. halvleg. Han havde sin debut ved en vens bryllup i 1959. Her fortæller han bredt om sin erfaring og giver råd til andre spillemænd.

Finn B. interviewer

Du bliver kaldt kult. Er det ikke en belastning, eller er det okay,
jeg tænker måske gøder du selv sagen for at nå så mange som muligt?

Det er ikke en belastning at være kult. Jeg er jo i bund og grund en meget, meget jordnær person, så den karruseltur, jeg har fået de senere år er jo blevet kaldt for både det ene og det andet, ja selv Gud, det tager jeg egentlig meget afslappet. Det er klart, at jeg føler et vist ansvar overfor de der unge mennesker, som er vilde med mig, og det er jeg selvfølgelig meget glad for. Også fordi, ja på f.eks. Langelandsfestivalen, der ser jeg dem lige fra 10-12 år keyboardinterresserede det er meget drenge og unge mænd, som er rigtigt keyboardinteresserede og render efter mig, og det er klart, at er man forbillede for dem, ja så må man tage det med stor åbenhed og hjertelighed, og kan man hjælpe dem til at komme videre, så er det jo fint, så har vi nogle nye spillemænd der. De vil gerne se giraffen, have et spark og have autografer og alt det der, og det er da meget hyggeligt. Der er aldrig nogen, der har været ubehagelige over for mig, tværtimod

Du kommer fra et arbejderhjem fra Nørrebro i København.
Var det nogle hårde år for dig og din familie dengang?

Set med nutidens øjne tror jeg nok, man kan sige det. Det var Nørrebro, måske ikke det mørkeste, men der var ikke for mange penge. Men vi var tre brødre med OTTE år imellem os alle tre, og vi spiller alle tre klaver, og jeg var den yngste., så jeg har jo nok fået mest, i hvert fald var jeg den mest forkælede det måtte jeg tit høre på, he-he, for de to ældre brødre spillede jo også, og det gik sådan lidt i arv, så satte man sig hen, som man jo automatisk gjorde, da det var et hjem med klaver, så fik man hjælp fra storebror, så det var fint nok, og far og mor købte ufatteligt mange plader og havde den største radiogrammofon, så man fik det jo ind med modermælken. Det har utvivlsomt været en stor fordel. Og der blev også til, at jeg senere skulle gå til spil, men det blev aldrig rigtigt til noget; jeg gik en sæson eller sådan noget.

Har din baggrund på en eller anden måde påvirket dit behov eller dine evner for at nå stjernestatus.

Ja, det tror jeg egentlig, den der stræben med, at de stegte duer kom ikke flyvende ind ad vinduet, du skulle selv gøre noget, det tror jeg var en god ballast, man fik med hjemmefra. At du skulle gøre noget for at blive til noget. Og så synes jeg også jeg erfarede ret hurtigt, at hvis du virkelig gjorde noget og virkelig ønskede dig noget, så kunne du opnå det. For jeg var jo 15-16 år elektrikerlærling, da jeg første gang kom i Hammondhuset på Strøget i København og skulle reparere nogle lamper og hørte og så en mand spille på orgel. Jeg var fuldstændig betaget af det, og jeg svor, at det der det ville jeg sgu engang. Jeg var mest teknisk interesseret på det tidspunkt, så faktisk gik jeg først rigtigt i gang, da jeg blev udlært som 18-årig. Da siger jeg til min storebror, som er selskabsmusiker, fritidsmusiker, du hvad tjener du mest ved – tage ud at spille eller køre som chauffør. Han svarede, at det var spilleriet, og så sagde jeg til mig selv, at det ville jeg også. Egentlig nok for pengenes skyld – af praktiske grunde -, men jeg blev jo hurtigt grebet af det. Så kom drømmen, der pludselig gik i opfyldelse ved, at en flok italienske musikere var strandede i Danmark og måtte sælge deres musikudstyr i en fart; jeg købte deres orgel for 2.000 kr, , og det VAR inspirationen var ham, der sad i Hammondhuset, han lever i øvrigt den dag i dag, jeg er ham meget taknemlig for at jeg kom i gang, han hedder Nørgaard, jeg har hørt, at han bor i Helsingør-området og har også haft musikforretning der. Nå, men så kom stræberen frem i mig, altså det det med, at når man gør noget, så gør man det 100 procent, og det er jo altså lysten, der driver værket. Det har i høj grad og især nu været min hobby at spille. Jeg fik jo en 1. halvleg, hvor jeg spillede, så en stor pause og så en 2. halvleg.

Hvordan det?Var det noget med, at i 2. halvlegen, da opdagede du Wersi?

Ja, der vågnede jeg fuldstændig. Fordi man kan sige, at 1. halvleg endte lidt dumt ved at , jeg var træt af at spille. Jeg havde kørt den for hårdt. De her syv selskaber om ugen, som det ofte var, ja, jeg var simpelthen blevet så populær på det tidspunkt, at alle ville se mig, også fordi jeg var den eneste, der havde et stort orgel, og du ved, underholdningsværdien og alt det, der fulgte med, det gjorde, at jeg til sidst blev grundigt træt af det. Der var folk, der sagde, "Ham Ole Erling, han var sgu bedre 1. gang", jamen det blev for meget. Men da jeg så i en alder af vel et halvt hundrede år hørte Frantz Lambert spille på et tysk Wersi Spectra orgel, da er jeg fuldstændig solgt til stanglakrids. Forstår du, jeg var jo 25-30 år, da jeg udelukkende levede af at spille, og jeg har erfaret, at jeg synes altså det er bedre at have det som et fritidsjob end det at leve af det. For det kan altså hurtigt blive for meget, ikke. Man giver jo et lille stykke af sig selv, hvis man er med hver gang. Da var prisen for mig ved at være lidt for høj, og det var godt, at jeg på den måde kom ud af det.

Er det et råd, du har til musikere i dag: I skal ikke leve af det?

Jeg kan i hvert fald sige til dem, der ikke lever af det, vær glad for det, fordi jeg synes, at der skal noget mere til, hvis du skal ud at spille meget, meget tit og aflevere lektien, så kan det hurtigt gå hen og blive på rygradden, mens det er en gave at have det som hobby. Sådan er det jo med alting, hvis ens job er ens hobby, man har jo særlig stor chance for som musiker, og det skal man bevare, hvis man kan. Jeg har set eksempler på, at den musiker, der spiller hammergodt, han ligner en, der hellere ville sidde derhjemme. Det er ikke godt hverken for publikum eller ham selv. Man SKAL være veloplagt, når man kommer ud.

Nu har du jo så en historie, der fortæller, at du kørte træt af det, fordi du gav dig helt og fuldt hver gang. Men behøver man i virkeligheden det. Kan man ikke holde 10 procent tilbage?

Ja, det er jo spørgsmålet, det er ikke sikkert, man behøver det. Men for mit vedkommende, altså jeg ER en glad mand, når jeg går ud og spiller, jeg glæder mig. Jeg tror også, at det kan mærkes. Jeg kan huske, da jeg startede, og inden jeg nåede at blive ked af det, kom der et par mennesker og sagde "du er da ikke glad for at spille, vel". Bevar på den måde glæden i det. Det er jo en fantastisk ting at få lov til at underholde andre mennesker.

Du taler ikke så meget lige nu om det musiske men mere det at servicere andre og gøre dem godt tilpas . . .
er det vigtigere end selv musikken? Altså det at man er med i festen?

Det er meget, meget vigtigt. Jeg har jo selv set, efter jeg holdt min store pause, at der er sket en kolossal udvikling, siden jeg spillede i 1. Halvleg. Jeg ved godt, at der er mange, og det kan være mere eller mindre berettiget, ser ned på nogen, som sidder og spiller måske ikke spiller allerbedst og forlader sig på teknikken, midifiler eller andet, men vi MÅ også erkende, at underholdningsværdien spiller mere ind end nogensinde tidligere, fordi folk er jo SÅ forvænte med det de ser og hører, de får det jo stukket lige i hovedet. Tænk på dengang der kun var én TV-kanal, var man på der, så var man sgu landskendt på en aften, ikke. Nu løfter folk brynet en gang imellem "nej, hvad var det, det så jeg ikke", og så var der 14 procent af dem eller sådan noget, der så det. Vi se så forvænte, og derfor har underholdningsværdien mere at sige end nogensinde før

Der er sket en fantastisk udvikling underholdningsmæssigt, og det gør, at underholdnings værdien
for en musiker spiller mere ind end tidligere.  Her Ole Erling - fra sin 1. halvleg.

Hvordan er det for dig som musiker?

Det er lidt svært, at se men jeg respekterer det. Der er jo nogen, som gør det på en anden måde. Og den nye generation har jo også andre muligheder end os, men de ser sgu ikke ud som om, de hellere vil hjem, vel, og de kommer ud over rampen ved det på deres måde.

Hvad er det så, der gør det svært for dig at se på?

Man kunne måske nok synes, at nogle er kommet for let til det, at de kan for lidt. Dem er der nogle enkelte af, og lad os lade det være ved det Ellers går enhver ud og laver det på sin måde, og bliver der ringet efter dem igen, dem man mener kører lidt på underholdningsværdien, så er det fordi, de kan noget, som folk gerne vil høre.

Altså er ordrebogen fyldt, så er varen i orden?

Ja, det må den jo være. På deres måde. Engang sagde en bassist til mig, da jeg spillede i orkester: Hvorfor er folk så dumme? Vi var meget uenige om repertoiret, vi skulle spille noget godt fortalte han, så sagde jeg det der, du kalder for godt, det når vi ikke ret langt med, så har vi ikke noget at lave. Så spurgte jeg ham, hvad han vidste om malerier. For vidste han ikke noget om malerier, så ville en kunstmaler kalde ham dum. Vi må jo erkende, at når vi sidder og spiller, er der jo nok ikke mere end en halv snes procent, der kan vurdere, hvor godt du spiller. Men vi kan alle sammen vurdere din underholdningsværdi. Og det er DEN, vi skal være opmærksomme på, tror jeg, og ikke underkende.

Er det vigtigt for dig at have rødderne i behold, selv om du er blevet kaldt kult og alt det.

Ja, det er for mig meget kært og meget vigtigt. Jeg kendt en gang en dygtig musiker ud, som, spillede bas, han var helt tosset for at komme til at spille orgel; han sagde han kunne jo tjene meget mere ved det, og det gjorde han så, og han kunne altså ikke rigtig så meget i starten, men når jeg talte med kunderne om, hvordan han spillede, lød det gerne "jamen han var så sød, og han var så rar", jamen så spurgte jeg igen, hvordan spiller han "jamen han var så sød, han var så rar"; han spillede måske ikke heeeeelt, som man kunne tænke sig, men der der optræden, at man kan opføre sig pænt og absolut ikke storsnudet, når du kommer, gå ned til dem og vær der til dem, ikke, ja hold dem i hånden under hele festen, noget med at være der i stedet for at være på en piedestal. Personligt har jeg det også sådan, at jeg kan bedst lide at se folk i øjnene og være helt nede hos dem, når jeg spiller, jo højere piedestal, jo mere usikker bliver jeg,

Lad os vende tilbage til kulten og Guden, som du bliver kaldt. Hvordan er det opstået?

Det kom meget bag på mig. Det er noget underligt noget. Det starter altid og også for mig med de her små fanklubber. For mit vedkommende i Århus, Ålborg og Odense på et gymnasium. Det er noget med, at de har fået et gammelt bånd af deres bedstemor, og så sidder de og lytter på det, og så laver de lektier sammen, og så snakker de om, hvad er det, der spiller. Ja, det er noget jeg godt kan lide, og så på den måde, så breder det sig, og den der halvfjerdsermusik, som de unge jo går meget op i, det var jo også dengang, jeg lavede mange plader med en slags melodier, som de godt kan tåle at høre igen. I dag. Så det har skabt det hele. Stille og roligt. For otte år siden sådan cirka vil jeg tro det hele startede. Og så siger man, f.eks. Michael Bundesen forleden, at det med Kult og det, det varer kun et år, men det kan man jo ikke sige i mit tilfælde, vel. Jeg regner med, at jeg netop skal til at lave aftale med Langelandsfestivalen for 5. år i træk. Der har jeg været oppe at spille 11 koncerter i alt, men nu har jeg trukket mig lidt. F.eks. i år havde jeg fået det værst tænkelige tidspunkt, nemlig sammen med Brian Ferry, festivalens hovednavn så kunne jeg trække nok og alt det, jo jeg var virkelig nervøs for ikke at kunne samle mennesker nok, men det gik så godt, så jeg sagde til mig selv, nu må du lade være med at være så nervøs, fordi det kan ikke betale sig, og det er ikke nødvendigt. Det at kunne samle mennesker HAR jo meget at sige for at få stemningen pisket helt op, at der er chokfyldt. Der er jeg i øvrigt også lidt følsom, jeg er og bliver selskabsmusiker.

De senere år er du begyndt at synge . . .

Ja, jeg siger det på den måde, jeg har forbedret mig betydeligt. Se, da jeg startede, og hvis du brød ud i sang, så blev du jo nærmest smidt ud. Man sang bare ikke dengang. Da jeg så startede på min 2. halvleg, kom nogen og spurgte, hvorfor jeg dog ikke sang. Så det er nok tre år siden, jeg begyndte at synge, især på Langelandsfestivalen, og det har trukket enormt meget med sig. Nu kan jeg godt se, min salig storebror, selskabsmusikeren altid sagde, en musikers vigtigste bi-instrument det er at kunne synge. Det var slet ikke in for fyrre år siden. Måske kunne man lige liste rundt ved bordene med en harmonika, noget jeg i øvrigt også praktiserede, men det var nu også fordi mange af de klaverer, man kom ud til slet ikke kunne bruges, så ringe var de, de kunne ikke spille. Det holdt så, da orglerne afløste klaveret, og i den sammenhæng tror jeg, at det er godt for en musiker at adskille sig en smule, så folk husker vedkommende for det der. Man kan køre lidt på navne, bare man ikke går for tæt på, og jeg selv har brugt den der "Moar jeg skal tisse", når en dame i selskabet rejser sig, og her 20-30 år senere, når jeg møder hende, så mindes hun dengang. Kan man på en eller anden måde gøre sig bemærket, så glemmer de det aldrig.

Fra meget tidligt i dit karriere har du kunnet gøre, hvad der passede dig.
Det er i hvert fald mit billede. Er det rigtigt?

Ja, det kan man egentlig godt sige. Jeg har jo kun i nogle år i starten været afhængig af at leve af det, det er jo frivilligt, at jeg gør det i dag, og det er det, jeg hele tiden slår på, at det er skønt at kunne det, og jeg tror altså, det giver en bedre vinkel

Hvordan kombinerer man det at være musiker og det at være forretningsmand, som du jo også er?

Ja, det skal selvfølgelig styres, og jeg har jo været forretningsmand hele mit liv. Men faktisk tror jeg ikke, at jeg er SÅ strålende en forretningsmand, det er mere musikken. Det kan jeg føre mange eksempler på, hvor jeg har produceret noget for en dygtig musiker eller er faldet for vedkommendes musik, så er pengene ikke kommet hjem igen. Men det giver en stolthed og en glæde over at have lavet det. Jeg har lært meget af også at have snakket med de musikere og hvordan de bygger det hele opUdover det er der naturligvis nogle ting, man godt kan blive kede af. Man vil ikke undervurderes prismæssigt, altså presses, men samtidig -, når man ikke spiller for pengenes skyld, så . . . Min salig var var taxachauffør i København, og så skulle jeg spille for en taxa-chaufførs søn, han ringede så igen ti år senere og ville have mig til at spille, så ringede han igen ti år senere, da han fyldte 70 og spurgte nå, hvad jeg så skulle have i dag, nu var han jo folkepensionist. Og ved du hvad, så glider prisen altså lidt, og så siger jeg "nå, hvad var det du betalte sidste gang". Det skal der også være plads til. Men samtidig, så er der dem, der ikke VIL betale. Og der er jeg iskold.

I de fyrre år, du har spillet, er der sket en udvikling i folks selskabsliv.

Ja, folk var mere glade og sorgløse dengang, som jeg kalder det, i min 1. halvleg. Det var betydeligt nemmere at være selskabsmusiker. Folk tænkte ikke så meget på dagen i morgen. I dag er de hængt op i den grad og med åg på skulderen, og egentligt er det jo forfærdeligt i dag, som begge halvdele i et ægtepar skal fare ud og skabe store stillinger, ja så er der børn, der ikke bliver sat ordentligt i vej, fordi der ikke er tid til det. En musiker i dag skal jo tage højde for skilsmissekonfirmationer og, hvad der ellers er. Der skal ydes mere i dag. Kan du så få folk til for en stund at få dem med og glemme frustrationerne og alt det der, det har jo meget at sige, at musikeren kan få sneget sig lige så stille og roligt ind og få dem til at glædes sammen de to familier, hvor der måske er fjendskab imellem. Der har vi en mission.

Bryggeren Interview'ede og Johnny satte op og billedbehandlede..

(Copyright )