|
| |
 |
|
|
Mettes forskellige sider Mette Christina Østergaard er operasanger. - Her som Carmen.
Hun er sanger med masser af opera, kirkekoncerter, liedkoncerter, ud til bryllupper og begravelser og tager altså også gerne med ud i en baggård med sin harmonikakompagnon. Hun har lavet 3 Cder indtil nu og har en ny på bedding med danske, kvindelige komponister. Hun havde sin debut i Odd Fellow-Palæet i København, hvor også hendes mor for år tilbage debuterede som pianist. Herudover er hun fastansat på Den Jyske Opera, hvorfra hun har orlov for at lave koncerter, bl.a. på Diamanten i København. Det kræver, siger hun, en stærk psyke at være i branchen, hvor der godt kan blive brugt albuer. Ved de store opsætninger, sætter man sig kolossalt op og forbereder sig meget, sparer meget på stemmen, mens ens familie så må se på, at man er meget inde i sig selv og ikke synderligt selskabelig . . . -Det kan jo koste en jobbet, hvis man er syg, så kommer man ikke til forsyngning; det kan jo godt stresse en lidt. Nogle steder holder de bare ikke sygeforsyngninger, og så er det løb kørt. -Det lyder som en hård branche. -Ja, den er også hård. -Det første indtryk, når man taler med dig i telefonen er, at du er meget disciplineret, ansvarsfuld og engageret. Lidt travl . . og meget bevidst om hvad du vil. -Det er fuldstændig nødvendigt, hvis man skal kunne klare den her branche, det er ligesom et topprojekt for en professionel idrætsmand eller fodboldspiller. Stemmen er jo afhængig af, om man er udhvilet og har det godt. Så derfor kræver det en kæmpedisciplin; man kan ikke være med til alting, f.eks. kan man ikke sidde nede på en café i et røgfyldt lokale og sådan noget. Så det kræver stor disciplin at være klassisk sanger. -Du sammenligner det med topfodbold og eliteidræt ?? -Ja, for det er på samme plan. Vi ved jo alle sammen, at for at blive en god fodboldspiller skal man helst begynde i en tidlig alder, og for at blive en god musiker skal man også begynde tidligt, det er lidt anderledes med sangere, men man skal jo helst kunne spille noget klaver ved siden af. Men violinister begynder i 6-7-8 års-alderen. -Er det kunst eller maratonløb at være klassisk sanger? Hvordan får man plads til kunsten, hvis det er et maratonløb? -Det er altid med. Der er jo et kæmperepertoire inden for det klassiske, og man vælger det ud, der ligger ens hjerte nærmest og bruger det? -Hvad ligger dit nærmest? Er det det, der står på din hjemmeside? Det er jo meget bredt, det der står der. -Ja, men det er fordi, man må ligesom tage de jobs, der kommer. Danmark er for lille et land til, at man altid kan få sin drømmerolle. Men Carmen har bestemt været en af mine drømmeroller. Og Puccini. Fransk musik og liedkunst. -Er der nok at lave af den slags herhjemme? -Slet ikke. Overhovedet ikke. Men så vælger man selv ud og putter det på nogle koncerter. . .Der skal man dog også tænke på, hvor i landet, man er. Hvilket publikum der kommer og hører det. -Hvad vil du synge, hvis du kommer ud til et bryllup? -Jeg vil tage noget om kærlighed. Så vil jeg som regel vælge noget, der hører kirken til, hvis det er under selve vielsen. -Du spænder meget bredt? Jazz, irske sange, lejrbålssange – kan man rumme alt det? -Ja, det kan man godt. Det er nu ikke meget irsk, jeg synger, idet det teknisk er helt anderledes for stemmen. Jeg kan selvfølgelig ikke synge som en rigtig irer, det vil stemmen ikke kunne klare. Der bliver jeg nødt til at gå ind og vælge lidt; desværre for det er ret sjovt at lave de ting. Jeg har været med ude i baggårde med en musikpartner (Asger Højer, red.) folk har været ellevilde og sagt, at de kan huske for 30-40 år siden osv. Det er der mange ældre mennesker, der er meget rørt over, når der kommer en gårdsanger. Det bliver mere og mere umuligt nu, efter at alle gårdene bliver lukket . . . Vi har også været på Strøget en enkelt gang med de gode gamle og operaer for hamonikaen, hvis lyd går lige ind i folks hjerter. -Hvad er det, der gør de store værker udødelige? -De rører ved noget i os. Vi kender jo begrebet at bryde ud i sang, når man er glad. Og musik har noget at gøre med glæde eller sorg. Og det har noget med følelser at gøre. -Hvad tør du nu, som du ikke turde for tre år siden? -Da jeg gik på konservatoriet, og vi skulle lave noget musikdramatisk på scenen, bare det at få hænderne op i luften, det syntes jeg var vildt. Man følte, det var store bevægelser, men de var ikke så store. Men man overskrider den grænse og tør flere og flere ting. -Nyder man godt af en slags personlig udvikling på det personlige plan? -Nogle klassiske sange er så private. Det er tit, når jeg er ude til selskab, hvor folk kommer og siger ”Mette kan du ikke lige synge”. Og jeg kan ikke fordrage det. Man beder jo heller ikke en skraldemand til et selskab om lige at gå ud med skraldespanden. Dér føler jeg tit, at fordi man beskæftiger sig med musik, at man bliver bedt om at gøre noget. Og hvis folk vidste, hvilke forberedelser, det kræver, når man skal synge . . . Jeg kan ikke bare stå op og synge, før jeg har varmet stemmen op. For folk tror, at musik og det at synge bare er noget, man gør. Men det er det ved Gud ikke. For at være Wagner-sanger skal man have sunget i 15-20 år. Så jeg kan ikke bare rejse mig op og synge. Og jeg kan heller ikke lide at synge, hvor folk er kommet til et sted uden, at de ved, at der skal synges. Når jeg skal holde en koncert er folk kommet for kun at høre mig. Men er man til et selskab, og der er NOGET af det selskab, der gerne vil høre en synge, så er det ubehageligt. Jo mere, man er i branchen, jo mere lærer man at sige fra. -Hvordan lærer man det? -Til at starte med bliver man jo glad bare der er nogen, der beder en om at komme ud at synge. Men når det bliver ens levevej, og man tager penge for det til et bryllup eller en begravelse, så kan jeg jo ikke forsvare, hvis der er nogen, der vil have mig til at synge for et par flasker rødvin. Det kan de spørge en amatørsanger om, men det kan de ikke spørge en uddannet sanger om, hvor det er ens levevej. Det dur ikke. Man skal tænke på, at det er faktisk en 8-årig uddannelse, jeg har. Seks år i diplom-klassen, to år i solist-klassen, og solistklassen er jo det, der svarer til en phd på universitet. Og man kan jo ikke bare komme ind på konservatoriet uden at have sunget. Der kræves jo timer før, som man selv må betale for. Og der kan man sige, at som sanger kan man måske klare sig med 2-3-4 år inden konservatoriet.
-Når det bliver ens levevej, kan jeg ikke forsvare, hvis der er nogen, der vil have mig til at synge for et par flasker rødvin -Du får det til at lyde som en personlig fornærmelse, hvis folk spørger dig om at gøre dem en tjeneste? -Jamen jeg er jo heller ikke inviteret til den fest for at komme og synge. Når jeg bliver inviteret til fest, er det for at deltage i festen på lige vilkår med alle de andre.. Typisk når folk har fået noget at drikke ”åh kan du ikke lige . . ”. Man beder heller ikke revisoren om at lave et regnskab, der vil man nok henvise til kontoret -Jeg kender mange festmusikere, der gerne giver et nummer til et privat selskab. Kan man lære noget af den måde, du håndterer det på? -Det kommer lidt af sig selv. Disciplinen skal være hårdere ved den klassiske. Man kan jo ikke synge, hvis man har været ude at drikke dagen før; det kan man godt som rytmisk musiker. I min branche lærer vi vores ting udenad. Alt kan læres udenad, på nær meget moderne musik, men ellers lærer vi det udenad, og det kræver altså forberedelser, hvis du har et program på halvanden time, hvor jeg bare synger på russisk, tysk, italiensk og fransk, så kræver det en kæmpegod forberedelse; det er ikke sådan noget, man lige husker. I klassisk musik der improviserer man jo overhovedet ikke, man følger noder til punkt og prikke. Så har jeg hørt rytmiske musikere sige, at det er død musik og sådan noget, men når de kommer med sådanne udtalelser, aner de simpelt hen ikke, hvad de taler om. Så er det bedre, de holder deres mund. -Hvordan kan det være, at det for dem lyder som død musik? -Det
er fordi, de ved ikke . . , de ved ikke, at betoningerne i klassisk musik
skal virke så let og ubesværet. Det er måske derfor, folk de synes, at
man bare lige kan stille sig op. Men det kræver ÅR at kunne det og nå
frem til det. F.eks. er der en dansk sang, der hedder ”Igennem bøgeskoven”.
Sætter man en ikke så trænet sanger til at synge det, kommer der tryk
på skoven, og det siger man jo ikke i sproget. Den problematik
kender man ikke til i det rytmiske, overhovedet. Der er en rytme i det
rytmiske, som vi prøver at gå væk fra i det klassiske. Musik er jo lyd;
engang i tidernes morgen skulle man jo have skrevet den her musik ned,
og så har man altså fundet de her slag og taktstreger. Man lærer musik
gennem slag og taktstreger, og vi skal så, når vi har lært dem, lige pludselig
væk fra det. Vi skal ikke kunne føle den rytme; vi skal kunne lave glidende
lyde. Det er det, man skal lytte efter, så vil man ikke mere sige, der
er tale om død musik. Men der er jo tale om to verdner, den rytmiske og
klassiske, der er så fjernt fra hinanden. Det er værre, at der er politikere,
der vil sætte dem sammen. Da jeg gik på konservatoriet i sin tid, kom
der en ny regering, som ville spare penge og mente, at nu skulle klassiske
sangere synge både klassisk OG rytmisk. Så kunne man lige så godt slå
en tandlæge sammen med en hudlæge. -Folk
lytter ofte ikke nok til musikken, det er derfor, -Det er vel ikke bare politikerne. Der er jo flere bands, der forsøger at kombinere klassisk og rytmisk . . . -Ja, men hovedparten har en klassisk uddannelse. Og så kan man godt gøre det.
-Så man kan mødes. -Ja, det kan man. Men det er jo lettere med instrumentalister og gøre det end med sangere. Vores instrument sidder jo i halsen, og hvis vi får stemmeknuder, så kan det være enden på karrieren. Får rytmiske musikere stemmeknuder, så bliver de opereret, og så er de på banen igen kort tid efter. Hvis stemmen lyder rå, eller der er støj på stemmen, så er det bare den måde den sanger lyder på. Men klassiske sangere og operasangere skal lyde på en helt bestemt måde. Det er derfor, vi bliver nødt til at melde fra. Vi kan ikke synge 4-5 timer om dagen, og vi kan ikke synge, hvis vi har ondt i halsen., fordi det kan skade. Der er rytmiske musikere anderledes stillet. Så havde jeg vidst, det var så hårdt, havde jeg nok tænkt mig om en ekstra gang. -Du kan jo nå at sadle om endnu -Ja, det kan jeg da, men . . . . . . det er ment på den måde, man bliver behandlet. Hele det politiske i det. Der er nogle uddannelser, der er vigtige. Og der bliver man altså sat på 2.-pladsen, når det gælder kultur. Det er ærgerligt, at folk, der sidder og bestemmer, ikke vil lytte til folk, der sidder inde med ekspertise og viden. Det er ærgerligt, man har taget så lang en uddannelse, og man så skal kæmpe så meget for det. Proportionalt med uddannelseslængen følger lønnen jo slet ikke med. Den kan være kæmpestor, den kan også virkelig være ingenting. -Har politikernes manglende opbakning noget at gøre med, at de ikke forstår jer? -De ved ikke, hvilke omkostninger, det har. Nicolai Koppel fra Mad Cows f.eks. kan jo godt gå hen og spille på klaveret og slå hårdt på klaveret, rytmisk, og så bagefter spille meget, meget fint på det. Det tager hans krop jo ikke skade af. Men hvis vi går hen og synger virkelig til, og så bagefter skal synge fint, det kan vi ikke. Hvis man f.eks. lige har været ude at hugge brænde i haven og bagefter går ind og skriver et brev, så ryster det hele. Da Jyske Operas kor blev lavet, var der politikere, der havde argumenter for, hvordan pensionsalderen skal være. Vi ved jo f.eks., at en balletdanser ikke kan danse, når hun er 50 eller 60. Der sker altså også nogle forandringer i stemmen. Så jeg tror, at pensionsalderen er 56 år. Og så er der politikere, der siger, at deres bedstemor sang i kor, da hun var 70. Det er da dejligt, hun gør det, men som erhverv kan vi ikke bruge det. Det er jo en bestemt lyd, man er ude efter. De har jo f.eks. også skåret et års uddannelse af konservatoriet; før var den seks år, nu er den fem år. Går du til Aalborg Symfoniorkester, sidder der en del udlændinge, ligesom små operakompagnier herhjemme ofte henter norske og svenske sangerkræfter ind. Så kan man jo stille det spørgsmål hvorfor gør de det. Det er nok fordi, deres uddannelse er bedre. De har måske lige et år eller to mere, end vi har. Så hvis de vil lave sådan en 2. rangs-uddannelse her i Danmark, ja, altså de ser på det her og nu, det ville være dejligt, hvis de kunne se lidt langsigtet også. Det er synd, og det får konsekvenser senere. Og det er jo allerede ved at have konsekvenser nu otte år efter. -Hvordan? -Ved at når danske musikere og instrumentalister skal op og kæmpe og konkurrere om en plads i et symfoniorkester, så er de bare ikke gode nok. Selvfølgelig er der nogen, som er rigtig gode. Men når man skærer et år af en uddannelse, så vil mængden af rigtigt dygtige folk falde drastisk. Det vil da være synd, hvis man skal lave et eller andet her i Danmark, og man så skal hente arbejdskraft udefra, fordi vi simpelthen ikke er gode nok. Der må man sige, det er altid kulturen, der står for skud. Om nogen tid kommer der en CD fra Mettes hånd ene med værker af danske, kvindelige komponister fra guldalderen og romantikken.. Om det siger hun: -Dem findes der flere af, end man umiddelbart tror. Der er f.eks. Nancy Dahlberg, som faktisk har orkestreret Fynsk Forår af Karl Nielsen. Hendes lieder er virkelig gode. Jeg kan ikke forstå, de ikke er mere kendte, end de er. Noget af det er virkelig godt, og når man læser anmeldelser fra dengang om deres ting, så tænker man, at havde man ikke vidst, det var fra en kvinde, om der så ikke virkelig var nogen af deres mandlige kolleger, der var blevet misundelige. Jeg tror, man var meget forbløffet over deres kundskaber dengang. Når jeg er ude, kommer folk og siger, det er flot musik, og det kendte vi da ikke, og det kan vi da ikke forstå osv. Og netop at folk bliver positivt overrasket over kvaliteten. Du kan læse mere om Mette på www.mezzosopran.dk
|
Hun
synger også gerne i en baggård – som her med Asger Højlund
Interview'ede og Johnny satte op 