|
| |
 |
|
|
|
-Det er en kamp hver dag
-Du skriver, at du har prøvet at påvirke musikken hele dit liv – uden held. Samtidig siger du på din hjemmeside, at livet er fuckin´ great. Er der ikke en modsætning i det? -Jeg har jo været 50 år i musikbranchen, og jeg føler mig utrolig privilegeret, at jeg stadig i dag kan få lov til at lave det, jeg holder mest af, ikke. Musikken inde i mig. Jeg er aldrig blevet millionær på det her. Jeg har den helt klare holdning, at mange, aviser, presse osv. Putter blår i øjnene på de mange millioner, der er i den her branche. Selvfølgelig hedder man Elton John, og har man produceret 20 Lper der alle er blevet hits, ja så tjener man faktisk mange penge, men branchen er ikke en dans på roser hele vejen. -Synes du, at det er det indtryk, den giver folk? -Ja, det synes jeg, det er falsk at bilde folk ind, at der er så mange penge og guld og grønne skove, og nu skal IQ ud osv.; de får jo aldrig nogensinde betalt den regning, det har kostet at stavle det op, de har lavet. Det har jo kostet kassen at få dem promotet, ikke, og den regning skal jo betales tilbage først. Og hvem siger, at de nogensinde får lavet én mere, ikke. Samme publicity og opbakning som denne her har fået, så på den led er det at putte blår i øjnene på folk.-Du lyder lidt sur . . . -Nej, det er jeg slet ikke. Jeg er så glad over at have fået lov at være i musikbranchen i alle de år. Jeg elsker musikbranchen. Men det at bilde folk ind, at man kan tjene, ja så skal man altså hedde Eltohn John eller Paul McCartney, det er de færreste, der når til det punkt, hvor de tjener penge på det. -Hvad mener du med, at du ikke har fået det påvirket synderligt? Det er jo, som jeg ser det, ikke korrekt, når man ser tilbage på dit livsforløb og gjort så mange glade i eksempelvis Four Jacks. -Ja, den periode med Four Jacks, den betragter jeg selv som hellig grund. Det var jeg meget glad for at være en del af det samarbejde, helt klart. Men når jeg tager mit liv over en lang bane, og mens jeg var i USA; så opdagede jeg også at opleve at producere et hit og rejste Amerika rundt på kryds og tværs i syv år, så jeg havde en mindre succes derovre, men som jeg sagde før, jeg er aldrig blevet millionær af det, men jeg har fået LOV at være i branchen i alle de år. Jeg har fået nogle oplevelser på LIVET gennem det her, ikke. Jeg har helt klart fået nogle oplevelser, som jeg holder meget af.-Hvad er det for oplevelser? -Det at få lov at være i denne branche og møde alle disse dejlige mennesker på min vej, ikke, der forsøger at få noget ud af deres liv gennem musik og sang. Det har været en oplevelse. Jeg mødte en fyr i L.A., hans far skrev tre verdenshits i tyverne i trediverne, da han døde overlod han sin arv til sønnen, der skulle styre copyrights osv. Han rendte rundt på gaderne i Hollywood Boulevard for at tilbyde sin fars sange og få forskellige kunstnere til at indsynge dem. Der var sådan noget sjæleligt i alt det der, som i hvert fald gik ind hos mig, ikke. -Hvordan er musikmiljøet i USA? Jeg hører, du beskriver det meget positivt. Jeg tænker ofte om det, at det er hårdt . . . -Amerika er jo delt op i Østkyst og Vestkyst. På Østkysten, New York og hele det område der, der er fuld fart på. Alle skal ud, de skal tjene penge, og de knokler af sted. Vestpå er det en meget, meget afslappet verden at leve i. Selve Hollywood-området og Californien, der er jo mange musikere, kunstnere, skuespillere og forfattere, der lever der og forsøger på at få noget kørende, det er en meget afslappet atmosfære. Alle mine venner derovre, da jeg levede mit liv der, de var alle sammen i musikbranchen, alle havde en guitar og en bas og et piano i deres hjem, og det var barbeque, fodboldkampe, solskin og hygge, så på den måde levede jeg livet derovre, et helt fantastisk liv, ikke, vi var alle sammen involveret i det samme, og vi hjalp hinanden, hvis man skulle i studiet og ikke havde de store penge, så kom man ind, og så spillede man gratis, og så hvis man kunne sælge produktionen til et pladeselskab bagefter, ja så fik alle deres fulde hyre som studiemusikere. Så det var meget laid-back og afslappet tilværelse i de 14 år, jeg var derovre. En af mine venner derovrefra har dog fortalt mig, at tingene har ændret sig kolossalt.-Hvordan har du følt dig i de år der – som entertainer, sangskriver, musiker . . . hvad??
-Når man lytter til din seneste produktion er der mange skæve vinkler og pudsige indfald, vil det sige, er det sådan man skal have været i branchen i nogle år for at lave musik, der på en eller anden måde rykker og vil fremad. Altså man kan ikke bare sætte sig ned og lave noget -Det kan man jo godt, pludselig ser man jo, at der dukker ting og sager op rundt omkring, som går hen og bliver verdenshits. Man kan jo godt ramme plet med et eller andet, men det at kende musikken, det er noget man skal have været i det i lang tid for at kunne sige, man gør det. Der kan jo godt være et 22-årigt idol et eller andet sted i verden pludselig laver et verdenshit, men det er jo ikke sikkert, at det menneske kender sin hamonilære. Det gør måske de mennesker, der står bagved produktionen . . . Forleden hørte jeg ”Sealed With A Kiss” i med Brian Highland i radioen og tænkte, hvor er de blev af alle dem. Der er mange af dem, hvor verden pludselig fik øjnene op for et eller andet, men så puf så er den væk igen. De har ramt plet ligesom Brdr. Olsen ramte plet sidste år, det gør de jo ikke hver år. Johnny Logan gjorde med et par af sine sange, og han forsøger desperat at få et eller andet gående i dag.-Hvorfor sluttede Four Jacks?
-Vi ville noget forskelligt med Four Jacks, og det var egentligt synd -Du havde nogle nedture i USA? -Ja, det var væmmeligt. Jeg havde en 7-8 gode år, hvor jeg producerede de der hitplader, men så kom der et tidspunkt, hvor de produktioner, jeg lavede, ikke kunne sælge mere, og så gik der længere og længere imellem, at jeg fik tilbudt jobs. Så vendte jeg det hele rundt og brugte de penge, jeg selv havde tjent, på en produktion med mig selv som kunstner og artist og solgte en produktion til Reprise og en anden til et andet selskab, og da der ikke skete noget gennembrud her, ja så fik jeg lige så langsomt et misbrug. På et tidspunkt kom den danske kulturarv så op i mig ved, at jeg begyndte at fløjte de gamle, danske sange, da jeg kom hjem, havde jeg stadig misbrug af piller og sprut, men så mødte jeg en pige og fik en søn, og den dag han blev født, holdt jeg op med det pjat. Det var en sej omgang, det tog et halvt år, før man kunne begynde at lugte, smage og føle igen, fordi det havde ophobet sig i kroppen, det var valium. Men beslutningen kom indefra, og når den gør det, er den rigtig, og så er der ikke noget at gøre. De første otte år af min søns liv brugte jeg så på at være hos ham og trisse rundt med barnevogn og sutteflaske i Brønshøj, hvor jeg bor og underviste i guitar om aftenen. En dag spurgte jeg så min kone, hvad hun sagde til, at jeg gik op på den lokale bodega og gav 2X45 minutter på min akustiske guitar, jamen det var da i orden, bodegaen annoncerede det, og så var der sgu fuldt hus. Bagefter kom jeg i snak med Søren Engel fra Delta Blues Band, og pludselig var vi i gang med at spille musik med trommeslageren herfra også, En dag sagde Søren, at hvorfor jeg ikke spillede nogle af de gamle Four Jacks-numre, det var jo det, folk ville høre, mente han. Så vi øvede et par sange og tog dem med ud. Og så var der pludselig glæde i forhold til det andet repertoire. Der ser vi i dag, hvor stort et præg, Four Jacks har sat i folks bevidsthed, de kan næsten synge med på hele møget. Jeg bruger meget tid på opsøgende arbejde. Telefonen ringer sgu ikke af sig selv. Ud af de der 60-70 jobs, vi spiller om året, der ringer telefonen på 15 af dem. Resten det er mig selv, der er ude at lave det opsøgende arbejde. Konstant i forbindelse med kulturhuse, mennesker, festivaler, det ene med det andet.-Er det træls? -Jeg oplever det som dejligt positivt, folk er så dejlige at snakke med, når jeg ringer, de ved godt ligesom, hvad det drejer sig om, og hvad det er for en musik, jeg repræsenter. Det er ikke altid, der er hul igennem, men når der så er, er det yderst positivt. Det er ikke altid, vi passer ind i festivaler og det rockende der, men har de et nostalgisk hjørne og et øltelt på festivalen, så passer vi fint ind der. -Alligevel, når man ser tilbage på den musikalske udvikling, du har været i, er det så ikke træls. -Jamen det er da en kamp hver dag. Det er det, Finn. Det er da bestemt ikke nogen dans på roser. Det er da en kamp hver dag. Og det har det faktisk været hele mit liv. Men en dejlig kamp. Jeg kan godt lide det, ikke . . .Det er en kamp ude i det opsøgende, det er en kamp i nye idéer, det er en kamp at lave nye produktioner, nye Cder i håb om, at de vil sælge -; det er en kamp hver dag, og det har det været lige siden, at jeg startede.
|
|||||
Interview'ede og Johnny satte op 