I dette dobbeltinterview med Rock, Swing og Gammel Dansk øser duoen ud af sine erfaringer lige fra panisttiden på Parnas og til den hurtigste nedpakning i mands minde, da to svigersønner fik gang i et slagsmål , . . .

I præsenterer jer på billedet på jeres annonce i sort/hvidt, hvorfor gør I det?

   Jes: Det er nærliggende at svare, at fotografen havde en sort/hvid film i den dag. Men sandheden er, at billedet er 6 år gammelt, og teknikken med farvefotografering var ikke så fremskreden på det tidspunkt. Jeg hørte også, at man er gået over til elektrisk lys på Rådhuspladsen.

   Birgit: Næ,næ  -  grunden er, at da vi for 5 år siden skulle bruge et pressefoto, så var det bedste bud det aktuelle billede.

    Fortæl om jeres udstyr.

   J: Vi bruger en Zeck mixer og aktive højttalere: 2 stk. Yamaha 12" højttalere og 2 basenheder med 15" højttalere. Vi har en Roland Rd600 elpiano og 2 syncesizere: Yamaha S30 og Dx7. Det meste er anskaffet efter billedet blev taget, så det er elektrificeret.

 Hvordan kom navnet Rock, Swing og Gammel Dansk?

 J: For nogle år siden kaldte vi os "Jes Maribo i selskab med fruen", og for at uddybe hvilket repertoire, vi spillede, brugte vi som undertitel "rock, swing og gl. dansk", for at sætte en fiks forklaring på tre af vores basiskilder: rockmusik fra 1950-60-70, swingmusik fra 1930-40-50, og dansk underholdningsmusik fra snart sagt enhver periode. En dag fandt vi på at bytte om på over og undertitel, og derved blev det.

 Hvad holder I mest af at spille for folk.?

   J: Da jeg var i tyverne spillede jeg rock og bluesmusik i bands, men i 1978 fik jeg nærmest ved et tilfælde arbejde på Laurits Betjent ved Gl. strand i København. Her havde jeg fået en fast scene, men til forskel fra tidligere indså jeg, at folk ikke kom for at høre mig, men at jeg måtte tilpasse min musik til de folk, der tilfældigvis var gæster den aften.

   Det betød, at musikkens højdepunkt ikke var mit personlige højdepunkt, men der, hvor stemningen i lokalet nåede sit højdepunkt. Jeg opdagede, at der ikke fandtes gode melodier, men kun gode situationer, og en god sitiuation var den rigtige melodi på det rigtige tidspunkt. Den musik, der fik taget til at løfte sig den ene dag, var helt virkningsløs den næste. Her var det måske musik fra en helt anden skuffe, der skulle til. Ja dette gjaldt sådan set også fra den ene time til den anden.

   Med andre ord er det bedst, at spille så taget løfter sig. Det er selvfølgelig sjovest for os, hvis vi sammen med selskabet finder en eller anden niche i musikken, som vi ikke spiller så tit. For det er sådan, at når vi har spillet et sæt i en genre, så vil vi helst skifte til noget helt andet.

 Hvor mange musikere har I med ud at spille?

   J: I de sidste par år har vi kun et par gange haft en trommeslager med ekstra. Det er ikke fordi vi ikke ønsker det, men vores kunder har ikke ønsket at betale det ekstra, det koster.

Hvordan finder man nyt repetorie, når man har arbejdet i branchen i - hvor mange år??

   B: Numre, folk spørger efter, men  meget ofte også numre som vores børn i alderen 16 til 28 opfordrer os til at spille. I stille perioder samler vi så sammen , det kan være en 30 – 40 numre som vi indøver, men oftest er der kun en 5-6 numre der ender med at komme på repertoiret. Det er ikke alle numre, der passer til os, og det har ikke noget med stil eller genre at gøre, det er bare sådan. Det er vigtigt for os, at de numre, vi går ud med, er nogen, vi kan stå inde for også i vores udgave. At det er numre, der passer til vores stemmer og spillestil.

   J: For at svare på det sidste, hvor længe vi har spillet: Jeg har spillet professionelt i snart 25 år, og Birgit har været med i de sidste ti år.

 Fortæl om jeres bedste job.

    B: Der har været rigtig mange. Men de bedste job er der, hvor vi har et godt samarbejde med publikum således, at vi giver energi til publikum, og de leverer tilbage, så kan man faktisk være helt „høj" efter sådant et job

 Fortæl om det værste job.

   J: Generelt er det dårligt, når man ikke får løbende respons på musikken, og respons vil sige klap eller dans eller begejstring eller opfordringer eller bare engang imellem en eller anden form for reaktion.

  B: Det værste eller måske snarere det mest ærgerlige har været et selskab hvor nogle få, men meget styrende gæster i et selskab konstant forsøger at zappe rundt med musikken uden på noget tidspunkt at blive tilfredse. De ødelægger det ikke bare for os, men også for hele selskabet.

 J: Nu når vi snakker om det værste. Jeg husker et guldbryllup i en haveforening for nogle år siden. Det hele startede helt normalt, men der blev drukket massivt under hele forløbet, og under talerne opstod der en del uenigheder. Det gik dog alt sammen indtil cirka en time ind i dansen, hvor der opstod slagsmål mellem to af svigersønnerne. Det udviklede sig efter den værst tænkelige model. I løbet af få minutter var hele hytten i vildt slagsmål, og mens stole, kopper og løse genstande fløjtede gennem luften, gennemførte vi den hurtigste nedpakning nogensinde. Vi slap heldigvis hjem uden skrammer.

   B: Som om det ikke var nok, så ringede de samme folk nogle år senere og ville have os til at spille igen. Men vi var heldigvis optaget den dag.

  I lægger megen vægt på, at I spiller live og uden synderlig brug af automatik. Hvorfor lægger I så megen vægt på det idag, da automatik efter min mening er en ofte meget synlig del af lydbilledet?

   B: Jes har spillet til dans på restaurant Parnas på akustisk klaver i rigtig mange år. For nogle år siden var der noget serverings personale, et eller andet sted, der blev meget bekymret over, at vi ikke medbragte automatik, „for det er da nødvendig når der skal danses" - hun fik sig en rigtig god oplevelse. Vi har tidligere igennem et par år brugt automatik, men vi oplevede, at det tog energi ud af vores musik. Vi tænker, at det enkelte nummer er unikt i den aktuelle situation, og derfor vil der altid være nuance-forskelle, når man spiller live uden brug af automatik. Det er jo ikke altid, at vi hjemme i vores øverum kan ramme lige præcis den energi, der er i lokalet, når vi er på job. Men det har da også begrænset os i nogle numre. Der var numre, som lød rigtig godt med automatik, men uden automatik var svære at få den rigtige energi ind i. Med automatik kan man jo lyde som et helt big-band, og da kan der mangle noget, sådan som vi gør nu. Men spillestilen ændrer sig jo hele tiden, så måske kan vi høres med automatik igen på et tidspunkt. Men lige nu er vi der, hvor vi synes, at det er sjovest, når lydbilledet afspiller, at vi er 2 mennesker – Jes på tangenter og sang og Birgit med sang og percussion.

 Hvordan oplever I at spille for en stor forsamling og så for en lille.

 J: Det er sådan, at vi ikke spiller numre i fastlagte rækkefølger. Det betyder, at vi konstant navigerer rundt i vores repetoire. Det forudsætter imidlertid, at vi har en kontakt med vores publikum, og det er lettere med mindre selskaber. Spiller vi for mange betyder det, at vi kører i mere tilfældige rækkefølger, som ikke altid rammer rigtigt. Jeg foretrækker mellem 20 og 50 mennesker.

   B: Det kan være meget intimt at spille for en lille forsamling. Jeg tror, at jeg inden jobbet er lidt nervøs, hvis det er et lille selskab, vi skal spille for, fordi det så bliver så alt afgørende at ramme meget præcist med repertoiret. Så nogle gange er det lettere at spille for rigtig mange og helt fedt er det med god plads, så vi også kan spille højt. Den fornemmelse at så og synge mens jeg mærker bassen i gulvet er vidunderlig.