Når angsten spiller ind!

-Forbered dig på at præstationsangsten kommer og vid så med dig selv hvad du vil bruge den til . .

Af Marianne Florman

Er du idrætsudøver, skuespiller eller musiker - så lever du af at præstere! Det er i disse præstationer du henter kimen til dit liv, det er din identitet, det er dig der skal levere varen, det er faktisk dig selv der står på spil hver eneste gang du er på!

Vi kender alle sammen den nerve der skal til for at sætte sig op - vi kender sommerfuglene i maven, toiletbesøgende, de svedende hænder og den bævende stemme. Det er nu vi har brug for at mobilisere alle kræfter og yde vores bedste i selve situationen. Og nu er det så, det kan ske at alle de dumme tanker kommer. Alle dem vi ikke gider have besøg af lige nu, vi vil bare være fri for dem:

”Hvad skal jeg gøre hvis gearet brænder sammen?”

”Tænk hvis jeg ikke kan huske teksten?”

”Hvad nu hvis jeg besvimer, eller får hikke midt i det hele?”

Dumme tanker, dumme tanker  – GÅ VÆK!!!!!!

Præstationsangsten har meldt sin ankomst, og da vi har prøvet det før, véd vi det trækker tænder ud. Derfor gør vi alt for at overbevise os selv om, at det ikke er så slemt.  Vi fortæller præstationsangsten, at den godt kan skride af helvede til – men gør den det??? Nej, vel!

I stedet æder den os langsomt op indefra, tærer på selvtilliden og alligevel – trods alt - kommer vi helskindet igennem aften efter aften.

Men, hvorfor er det sådan? Hvorfor bliver vi bange når vi dybeste set godt ved vi kan? Hvorfor tvivler vi på vores evner, når det er gået godt så ofte før? Hvorfor, nu igen?

Jeg er det hele værd!

Selvtillid er noget vi får, når vi gør et eller andet – når vi præsterer noget i vores liv.

Selvværd derimod handler overhovedet ikke om præstationer, men om hvem vi er som mennesker.

Selvom selvtilliden er i top, kan selvværdet sagtens være lavt. Hvis selvværdet er lavt - hvis vi ikke grundlæggende syntes at vi er noget værd uanset præstationer, udseende, påklædning etc., så er det at vi bliver så forbandet afhængige af vores præstationer. Ellers braser vores verden jo sammen. Hvis alt afhænger af præstationerne - af selvtilliden - så er der virkelig god grund til at blive bange. For så mister vi jo en del af os selv, hvis vi ikke lever op til forventningerne.

Hvis selvværdet derimod er højt, så kan man tage det med sindsro når man skal yde en præstation. Så har man nemlig overskud, og man har så meget glæde ved sig selv som menneske, at man kan sige: ”Selvom jeg laver en dårlig præstation i dag, selvom jeg går i stå midt i teksten, selvom teknikken ikke virker – så er jeg sgu da et lige godt menneske af den grund. Der er måske nogen der får sig en griner, eller de tænker, sikken et fjols – Men jeg ved bedre!!!”

Se det er selvværd!!!

Men desværre er vores samfund bygget op på en måde, så de fleste af os har lært at det er selvtilliden der er vigtigst. Det er det du kan der er vigtigt, det er ikke hvem du er som menneske. Derfor må mange af os arbejde på at bygge vores selvværd op. Tro på at vi er gode nok, uanset hvad vi kan eller ikke kan. Det betyder ikke, at vi ikke længere må præstere noget i vores liv – for pokker, jeg elsker jo selv at præstere. Men det betyder at vi må lære, at præstationen ikke er det vigtigste, og at den ikke må stå alene.

Men indtil da, indtil vores selvværd er i top, må vi lære os nogle teknikker til at håndtere præstationsangsten når den kommer. For det gør den – tro mig – jeg har været der!!!

Tak fordi du ku’ komme!!

Angst er en følelse, nøjagtigt som glæde er en følelse. Det vil sige der er en masse energi gemt i angsten. Ligesom når vi bliver glade fordi vi har vundet, fordi vi er forelsket eller noget lignende. Så sprudler vi af energi, hopper op og ned i luften – energien syder rundt i kroppen – og vi vil hellere end gerne vise den til hele verden.

Sådan er det også med angsten, den er springfyldt med energi. Den har vi bare ikke rigtig lyst til at der er nogen der skal opdage. Derfor lukker vi alle hullerne, ser tjekket ud, holder på facaden, så ingen – absolut ingen – opdager, at vi er ved at skide grønne grise i bukserne. Men energien er der; svedeturene, toiletbesøgende, den dirrende stemme, energien bobler rundt i kroppen, og kommer den ikke ud den ene vej, ja så kommer den en anden vej!

Vi skal altså lære at bruge den energi der er i angsten til noget konstruktivt. Hils præstationsangsten velkommen, og sig: ”Goddag lille præstationsangst, det var søreme godt du ku’ komme i dag, jeg har sådan brug for al den energi du kommer med.”

Det lyder kuleskørt, og det er det også, men det virker!

Der er aldrig nogen der har haft succes med at prøve at smide præstationsangsten på porten. Den sniger sig ind på dig alligevel. Den kommer altid igen. Så du kan ligeså godt bare acceptere at den kommer, når den altså kommer, og så bruge den til noget konstruktivt.

-Det kan være, at du er bange for, om du kan huske din tekst. Men hvad vil der egentlig ske, hvis du glemmer den?

Forbered dig på at den kommer, og vid så med dig selv hvad du skal bruge den til. Hvis du for eksempel er bange for om du kan huske din tekst. Så tænk igennem inden hvad der egentlig vil ske hvis du glemmer den. Kan du have teksten liggende lige i nærheden, så du kan bruge den hvis det sker. Hvad er værst? At gå i stå midt i en sang eller at synge efter et stykke papir? Der er ikke noget af det der er fedt, men hvis du er forberedt og ved hvilke mål du har, så kan det ikke gå helt galt. Du skal altså turde at tænke: ”Hvad er det værst tænkelig der kan ske?” – og ”Hvor slemt er det så?” ”Hvad er mine handlemuligheder?” ”Hvad kan jeg bruge energien til?”

Nu igen!

Nok om angst for det ene og det andet. Der kan jo også ske det, at man er ved at køre lidt ind på et rutinespor. Det, der engang var sjovt og inspirerende, er nu kedeligt, måske er det endda blevet en sur pligt. Motivationen er simpelthen forsvundet som week-end’erne er gået.

Mange mennesker er af den opfattelse, at motivation er en ydre ting. Altså noget der skal komme udefra. Publikum, chefer, trænere, ledere og kollegaer er dem der skal stå for motivationen.  Hvis ikke de leverer varen, hvis ikke de kan motivere mig, så er det dem der er noget galt med.

Min overbevisning er, at al motivation må komme indefra, ellers har den kun en stakket frist.

Tricket her er, at have så mange slidstærke argumenter på lager som overhovedet muligt. For selvfølgelig kan ting blive rutine og kedsommelige, men der findes altid et argument der kan få motivationen til at stige.

Afliv alle undskyldningerne én efter én, grib fat i dig selv og tag ansvaret. Find ud af med dig selv hvorfor du gør, det du gør. Hvis du f.eks. er træt af at spille lørdag efter lørdag, så find ud af, hvorfor du gør det. Er det fordi det er dét der holder skindet på næsen. Fint, det er da et temmelig godt argument. Så gi’ dem da hele armen lørdag efter lørdag – de fortjener det jo – det er dem der giver dig brødet på bordet!!

-Er du træt af at skulle ud og spille lørdag efter lørdag, så find ud af med dig selv, hvorfor du gør det.

Når motivationen er væk, er det nemt at blive tvær. Alt og alle har skylden. Men hvorfor ikke vælge at sætte din egen dagsorden. Det kan da godt være at det er kedeligt, det du skal til, men hvad kan få det op at køre?  Publikum!! Dem er du ikke herre over, duer ikke.

Hvornår har du det bedst når du har spillet? Når jeg har fyret den af! Så fyr den af!!!!

Det er dig der har ansvaret, det er dig der har alle handlemulighederne. Brug dem!!!

Gør for eksempel noget ud af detaljerne, eller afprøv noget nyt – Giv’ i det mindste dig selv en god oplevelse!!!

Bryggeren Interview'ede og Johnny satte op og billedbehandlede..

(Copyright )