har prøvet lidt af hvert

Flemming Werge bor i dag i en lejlighed på Frederiksberg. Siden Blue Notes-dagene og fine dansktopplaceringer med Uglevisen er han nået langt omkring. Han har haft restaurationer og diskoteker, han har produceret LPer, han har boet i London og Spanien, og i dag har han så igen en resauration på Højbro Plads i København. Samtidig tager han ud og spiller Suppe-Steg-og-Is-musik. Hver tirsdag spiller han endvidere fodbold med f.eks. Flemming Antony og flere andre af dem fra dengang.

Indtil 1980 havde Flemming Werge Blue Notes, som for alvor var startet i midten af tresserne. I 1976 havde han bl.a. for Uglevise - pengene købt  en restaurant på hjørnet af Frederiksberg Alle og Kingosgade i øvrigt af Tommy Seebachs forældre. Fire år senere var han ejer af et diskotek i Roskilde, og så begyndte det hele at gå meget stærkt så stærkt, at Flemming helt måtte droppe musikken som erhverv og gik helt ind i diskoteksbranchen, hvor han på et tidspunkt havde 10 store forretninger over hele landet, bl.a. Fredericia, Odense, København, Roskilde, Køge og Helsingør under navnet Ritz. Så på et tidspunkt var det nok.

-Jeg var kørt træt, og jeg var stresset. Du ved, det tager på psyken, når man hele tiden skal forhindre, at voldselementerne kommer ind på diskotekerne. Jeg drev selv diskoteket i Roskilde, og her lykkedes det mig, men efter at have fået en fantastisk forretning ud af det, så pensionerede jeg simpelthen mig selv. I 1989 rejste jeg så til England, hvor jeg boede her og i Spanien indtil 96-96.

-Men efterhånden blev det kedeligt ikke at lave noget, og så begyndte jeg på hobbybasis at spille lidt igen. På et tidspunkt tabte jeg en masse penge på nogle uafsluttede forretninger, og så kunne jeg jo se, at så måtte jeg til at tjene nogle igen. Og det kan man altså ikke gøre nede i Spanien, og så rejste jeg hjem. Og så begyndte jeg at spille igen i 1996. Dengang mest i Jylland. Jeg fandt ud af, at det nok var lettere på Suppe-Steg-og-is-niveauet. Dels fordi jeg ikke havde de store ambitioner mere, misforstå mig ikke, men jeg havde jo også været væk i 10 år ude at lave plader og sådan noget, og så ryger man jo ud igen. Og selv om jeg har lavet 25 singler og 7-8 LPer, jamen det kan man ikke leve af. Mens jeg boede i udlandet havde jeg købt en keyboard, som jeg jo havde siddet og spillet lidt på, ja faktisk er jeg jo guitarist, og så er det vokset med at tage ud og spille til fester.

Elsker sit job - elsker at glæde andre

-Jeg elsker mit job. Det er fantastisk at være selskabsmusiker og komme ud til glade mennesker. Det er så dejligt at have været med til at lave deres aften til noget specielt. Det er ikke fordi, folk klapper og roser mig, men inderst inde er jeg glad for at have givet dem en god oplevelse. Jeg hygger mig i den grad med det. Jeg siger nej til 18-års fødselsdage, men sådan fra sidst i tyverne og opefter, det er lige mig, og jeg er så heldig at tilhøre en af de store krigsårgange, hvorfor jeg spiller for rigtigt mange af mine jævnaldrende. Det generer mig ikke at køre på landevejen, men det sker da, at jeg savner nogle at spille med, specielt til spisningen, både at spille op til musikalsk men også snakmæssigt mellem numrene. Men det er meget solomusikken, det bliver, ja det er ofte for dyrt for folk at købe duo-musik.   Flemming Werge er gammel skolelærer og har altid haft musikken som enten bi- eller hovederhverv. Hvordan stiller han sig til både at være restauratør og musiker.  -Det generer mig ikke. Jeg må da erkende, at jeg, når jeg er ude at spille, og holder pause er det første jeg gør lige at snuppe mobilen og ringe ind og høre, hvordan det går. Men det er mere for at høre, om det praktiske fungerer, som det skal. Jeg har lige lavet nye visitkort; på den ene sider er min musik og på den anden restaurant. Jeg føler ikke, at jeg forsømmer noget på hverken den ene eller anden måde. Tværtimod føler jeg, at begge ting medfører noget godt for den anden part. Jeg har tit kunder, som jeg har været ude at spille for, der kommer ind i min restaurant. Og er jeg til en rund fødselsdag, og der står et par dygtige musikere, jamen så synger jeg da gerne et par sange med dem.

Nej til værtshus

Da Flemming Werge så at sige skulle begynde fra nul-punktet, da han kom hjem i 1996, tog han alt muligt for at komme i gang.  -Men med alderen må jeg erkende, at jeg er blevet mere selektiv, og i dag siger jeg nej til værtshuse. Jeg har taget nogle jobs i starten, hvor jeg sad i et hjørne på en bodega. Men det siger mig ikke noget. Der er for meget uro i kanterne, og selv om det ikke er mig, der er uro omklring, så netop det, at jeg selv er professionel på restaurationsområdet gør, at  jeg ser alt. Jeg kan ikke tage, når der bliver uro, og det er nok også et levn fra gamle dage, da jeg havde diskotekerne og natklubberne. Jeg vil helst ud og spille til familiefester.  -At være SSI-musiker er et spørgsmål om at være værtens forlængede arm og underholder hans gæster, mens når man er ude som solist – hvad jeg også stadig er ind imellem , så er folk kommet for at se solisten, og det er en helt anden situation, men jeg befinder mig lige godt med begge dele. Jeg har været så privilegeret i hele mit liv, at jeg stort set har nået, hvad jeg ville. En dag går jeg måske i studiet igen og laver sange, men jeg har ikke de store ambitioner mere. Det lyder måske lidt blasert; sådan er det ikke ment. Jeg vil gerne være nummer et på Dansktoppen, jeg vil gerne sælge 100.000 Cder, men det er ikke altafgørende for mig, det er ikke noget, jueg går og ønsker mig. Jeg gjorde engang, hvor jeg prøvede det og nåede det, det var jo dejligt at ligge nr. 4 på salgshitlisten, men det er jo egentlig ligegyljeg har ikke de store ambitioner mere. Det lyder måske lidt blasert; sådan er det ikke ment. Jeg vil gerne være nummer et på Dansktoppen, jeg vil gerne sælge 100.000 Cder, men det er ikke altafgørende for mig, det er ikke noget, jeg går og ønsker mig. Jeg gjorde enganghvor jeg prøvede det og nåede det, det var jo dejligt at ligge nr. 4 på salgshitlisten, men det er jo egentlig ligegyldigt bagefter.

Om det at komme ind på Dansktoppen siger Flemming Werge:

-Der er sket meget på Dansktoppen. Den første plade jeg lavede var noget forfærdeligt møj , trods det er det den plade, der har solgt flest, Julia, den solgte næsten 20.000, og den var endda kun nr. 2. Den betød, at vi hoppede 100 procent op i honorar, og den fik sat gang i det. Og det er også den eneste grund til, at jeg kan se med lidt mildere øjne på det, der sker i dag; noget af det musik er jo med til at sætte noget i gang, og det bliver hurtigt bedre, for man bliver gudskelov også lidt hurtigere selvkritisk hen ad vejen, og man får lidt erfaring hen ad vejen. Og det kan da godt være, at det er indgangspunktet til noget af det, der slipper igennem til Dansktoppen. Det var meget dengang, hvor det jo var helt andre salgstal. Men hvor var pladen dårlig, det kunne jeg først høre nogle år senere. I min naivitet troede jeg dengang, at det var teknikken, der fejlede noget. Vi er jo helt tilbage, hvor man lavede det på en 2-spors Revox. I dag, hvor man så har de tekniske muligheder, der må jeg så sige, at jeg synes, der er meget dårligt imellem. Jeg synes, jeg må have lov at udtale mig; jeg har jo arbejdet som grammofonproducer hos Johnny Reimer og f.eks. produceret Bamse første LP, Goddaw Do. Sådan noget som tekster, de bliver håndværksmæssigt ringere og ringere, de rimer ikke, de passer ikke i versefødderne, det er for meget, men ok, vi kan jo ikke alle sammen være skolelærere som jeg, der til gengæld ofte får på puklen for at være for kritisk.

Bruger selv alverdens teknik

-Det meste af det, der kommer ud i dag, det er jo spillet bedre, hvilket jo hænger sammen med, at der i dag er alverdens tekniske hjælpemidler, og det er jo på en eller anden måde godt nok. Jeg bruger jo selv kormaskiner, rumklang, midifilafspiller og nogle gange tænker jeg, hvad søren gjorde vi før i tiden, hvor vi var 4-5 mand om at spille det samme musik, som den ene sidder og laver i dag. Jeg ville da gerne være 4 mand, men økonomisk er der ganske enkelt ikke mulighed i dag for professionelt at holde sammen på et stort band i dag. Folk er blevet mere kritiske generelt, hele samfundet er gennemsyret af den der, kom nu ikke for godt i gang, og det skal være så perfekt alt sammen. I gamle dage, når man kom ud at spille, jamen der var folk jo ikke engang vant til at have en ordentlig lyd hjemme i deres radioer. I dag der har vi alle sammen et stereoanlæg, der har en god lyd. Verden er blevet mindre. Da vi i sin tid startede med at spille i Jylland, troede folk herovre, at vi var bedre musikere, fordi vi kom fra Sjælland, ligesom at danskere generelt troede, at engelske musikere var til at falde på røven over. Det er blevet meget bedre i dag. Til gengæld synes jeg, det er synd, at danskerne i dag ofte også når de bestiller musik ser mere på, hvad de kan få i rabatter, end hvad de reelt skal give.

 

Bryggeren Interview'ede og Johnny satte op og billedbehandlede..

(Copyright )