Bryggeren møder Anni Filt

Anni Filt er countrystjerne. Måske egentlig mere i udlandet end herhjemme. Hun bliver på sine rejser til udlandet ofte mødt med henvendelser fra pladeselskaber, der vil udgive hendes musik.
Hun går nye veje og alligevel finder hun tilbage til menneskets sande natur på sin kommende CD, der udkommer til februar. Hun er her - som i øvrigt også tidligere - meget fascineret af indianere, hun synger duet med en amerikaner, og så er hun musikalsk back to roots - going akusitic og det traditionelle. Men countrysangerinde - det er hun stadig. I dette interview fortæller hun om sit syn på bl.a. forskellen på danske og amerikanske musikere

Anni med sin nye CD endnu uden cover, bemærk hendes award som skinner th.

Anni Filt udkommer til februar med en ny CD, "Singin down the moon". Den udkommer dels her for at forsøge at slå igennem uden om julehandlen, men også fordi det er kyndelmisse, og selv om Anni ikke vil kalde sig et symbolsk menneske, så betyder det alligevel noget for hende: -Jeg kan godt lide, der er nogle ting, man kan knytte til det og en historie i det. F.eks. er titlen på CDen en indiansk legende, som jeg sammen med min søster har skrevet en sang om. Legenden er, at stjernerne på himlen er vore forfædres lejrbål, som de tænder hver nat for at lede os på vej og for at vogte over os. Og når det så er fuldmåne, kan man ikke se stjernerne, men hvis du så stiller dig ud og synger til månen, så går den ned, og så kommer stjernerne nemlig. Det har vi fået lavet en rigtig fin sang om, hvor jeg havde fundet på at lave sådan noget indiansk. Det kom fordi sidste år, da vi kørte rundt i USA, havde min søster købt et kassettebånd med en indiansk sangerinde. Egentlig var jeg ved at blive lidt sindssyg at høre på det, fordi deres sprog er meget, meget enkelt, hvor én enkelt linje måske gentages 75 gange, men den måde de havde lavet koret på, tænkte jeg, det kunne jeg godt tænke mig at bruge. Og da der så kom en halvindiansk korpige ind i billedet, så tænkte jeg, at det er der en god symbolik i.

Altid hang til indianerkulturen

Anni Filt udgav i 1997 "Dreamcatcher", der også er inspireret af indiansk - en genstand man hænger op i vinduerne, og så sorterer den alle de onde drømme fra. Den næste CD fra 1999 kom så til at hedder "Cloudwalk", inspireret fra en film om indianernes overgivelse. -I filmen var der så en tapper høvding, som selvfølgelig tabte, men jeg kan godt lide den der tro på, at man skal bare blive ved, man skal ikke give sig, og at det er vigtigt, ens sjæl er med, man kan ikke tøjre en sjæl.

 

-Jeg kan godt lide troen på, at man bare skal blive ved.
- Man kan ikke tøjre en sjæl

På de seneste CDer har Anni Filt inviteret sin søster Heidi mere og mere med som tekstforfatter.

-Det sker f.eks. at jeg giver helt op på forhånd med at skrive en tekst. Så overlader jeg det helt til hende og siger, at den skal handle om det og det, f.eks. at den skal handle om en bestemt indianerfigur og med den holdning, at man skal respektere alt levende, og at man kun er en del af et kæmpestort univers, og at man skal ikke hæve sig op og synes, man er mere værd, end f.eks. bøflen eller giraffen eller et træ. Sådan noget synes jeg er svært at udtrykke, men det er min søster rigtig god til at få fat i. Der sker også mange gange det, at jeg har en idé om, hvordan en tekst skal være, men så får jeg det hele sagt i 1. vers, og så ved jeg ikke, hvad jeg skal fortælle om i 2. vers, så sender jeg den over til hende og beder hende fortsætte. Vi er efterhånden blevet så gode til at følge hinandens tankegange, at man ikke mere kan se på de enkelte vers, hvem, der har skrevet hvad.

Anni Filt har på sin nye CD lavet en duet med en amerikaner.

-Hele denne CD er blevet meget mere anderledes end noget, jeg nogensinde før har lavet. Jeg har jo tidligere lagt meget an denne gang f.eks. på en guitar, en rockguitar, der ligger helt fremme i lydbilledet. Denne gang er det akustisk guitar, mandolin, dobo, banjo og violin. Den svinger rigtig godt, og jeg er meget tilfreds med resultatet.

På den nye CD er 11 ud af tretten numre originale, mens to er kopinumre -, vel at mærke efter at de er plukket totalt fra hinanden. Så meget at en af Anni Filts veninder troede, at Anni blot have givet sat en gammel titel til et nyt nummer. Også det giver Cden helt sin egen stil. For når Anni Filt vælger et kopinummer er det dels valgt ud fra, at det efter hendes smag skal være 100 procent perfekt, men så vil hun også gerne, at folk ikke skal sidde og sammenligne med originalen

-, men mere undres over, hvor de nu har hørt denne skæring før . . .

 

Det er blevet til tre fine priser for Anni på det seneste år.
Her en tysk award for årets album hos CMR

 

Også Anni Filts nye CD er indspillet i USA.
Om forskellen på danske og udenlandske musikere siger hun:

-Danske musikere har så gode forhold, så man tror, det er løgn. Vi har fagforbund, der bestemmer, hvor meget vi skal have for at spille 45 minutter i timen, vi har forsikringer på alting, vi får KODA, NCB og Gramex, alt det bliver rigtig styret, men det gør så også for danskere musikeres vedkommende , at jo tættere de kan komme på originalnumrene, jo bedre er det. Der er mange, mange musikere som siger "hvorfor skal vi lave noget nyt, hvorfor skal vi selv tænke og kreeret noget, når vi kan gå ud og tage en Smokie-sang og få det til at lyde næsten ligesom Smokie. Den holdning kan jeg ikke lide. Kommer du i studiet herhjemme med danske musikere, så tager det gerne 100 år og en halv dag, vi er ikke særlig disciplinerede, når vi går i studiet herhjemme. Når jeg f.eks. har været i studiet med danske bands, har det taget tre dage for at lave trommer på 10-12 sange. I USA lavede trommeslageren, bassisten, keyboardspilleren, den akustiske guitarist og mig og inspillede 12 sange, som de aldrig havde hørt før

– på seks timer. Jeg var ude for, at vi måtte spille en lidt speciel sang om tre gange – det er første gang, jeg nogensinde har været ude for, at vi måtte spille noget om. Ellers kan de bare det der. De ved nøjagtigt, hvor der er synkober og breaks efter at have lyttet til det. Som sanger og sangskriver bliver man også respekteret på en helt anden måde, end man gør herhjemme. Jeg har den opfattelse

– og mange andre kvindelige sangskrivere er af samme opfattelse end jeg, måske er det anderledes for mænd –, at når man spiller en sang for danske musikere, så lytter de til den med henblik på, "hvad kan vi lave om, så vi ryger med på Kodalisten". De lytter ikke til det med åbent hjerte. Sådan er det ikke i USA. Der kommer man med sine ting, og så siger de "ja". For at være studiemusikere, så SKAL de være hammerdygtige. Og musikere generelt derovre får jo ofte ingen penge for at spille på en restaurant. Der står en spand ved scenen, og så er det op til publikum at betale for musikken.

En dreamcatcher - den sorterer i drømmene, og en sådan genstand kan være inspiration for Anni

Music Award Hall of Fame I USA kender man ikke "og" så de troede Anni hed Anni og Klaus Filt - meget pudsigt ikk!

 

Et helt andet repertoire, som –Anni Filt også gør meget i er det gode, gamle klassiske, danske repertoire, som hun synger rundt om på lejehjem og lokalcentre:

-Det er en dejlig måde at holde sig selv i gang på, og jeg får da også altid flettet lidt countrymusik ind. I starten var jeg meget til viser, f.eks. Liva Weel og Pia Raug, akustisk. Men da jeg ikke selv kan spille, slog jeg mig på dansk rock, og jeg fik da også et rockband og var med her i halvandet år, Desværre kom jeg for sent i gang til at synes, det var sjovt som 30-årig stadig at spille på amatørplan, og så var det en annonce i avisen, der fik mig sat på sporet -, en annonce om at et band søgte en countrysangerinde, og det endte så igen ud i Savannah Rose Band i 1992.

Siden er det gået slag i slag, Anni Filt gør i dag utroligt meget for at være sig selv, og hun bliver sur, når en anmelder siger, at det lyder ikke ligesom en eller anden. For det er jo netop det, hun prøver på – at være original.

En streg i regningen fra de amerikanske musikerer fik Anni dog, da hun var i USA for at synge på et show fornylig for 23 millioner mennesker. Selv om musikerne havde fået Annis sange på forhånd, så kunne de dem ikke, ikke engang Coalminers Daughter, som blev fremført af en anden deltager.

Til gengæld fik hun mulighed for som den eneste deltager blandt 11 at få ekstra syngetid i det store show.

Og således fik Anni mulighed for et par ekstra gange, at vise over there, at også Danmark er rigtig godt med fremme, når der skal spilles countrymusik.

Bryggeren Interview'ede og Johnny satte op og billedbehandlede..

(Copyright )