On the road again . . .

Den 26. marts udkommer der en CD, en video og DVD fra Sussi og Leos netop overståede RoadShow.

Parret  er ikke kommet sovende til deres succes. De har været på banen i 30 år, og fortæller her, hvordan det at komme ud på landevejen med Sussi og Leos Road Show dels er opfyldelse af en gammel drøm, men også er et kick ud af en begrænsning, de ofte har følt. I dette interview fortæller de bl.a. om angsten ved konfrontationen med publikum, om det at være ensom som musiker, om hvorfor de ikke bruger midifiler og om, hvordan et pladeselskab engang ville have, de skulle være de nye Nina og Frederik

Mens Sussi går rundt i baggrunden og nynner, rasler med ting og snakker i telefon, får vi en snak med Leo. Mens Sussi lytter på, klar til at bryde ind og give sit besyv med, hvis hun mener, det er nødvendigt . . .

-Har I her efter jeres roadshow  lært noget om jer selv rent musikalsk, som I ikke var klar over før?

-Det er et vanskeligt spørgsmål på en måde, men det føler vi alligevel selv, at vi har. Vi har jo haft et stort orkester, Little Rock, med os, ikke, så vi har jo haft nogle muligheder rent musikalsk, som vi ikke har oppe på Skansen, for at gøre de ting, som vi egentlig gerne vil. På Skansen går vi meget, meget tit på kompromiser, fordi vi jo ikke her har mulighederne for at lave det. Først og fremmest har vi en rytmeboks DER  oppe. Med bandet har vi jo en dygtig trommeslager. Og alene det giver en helt anden fornemmelse, en helt anden rytme i musikken. Der tror jeg nok, vi har fundet ud af, at der virkelig er nogle ting, som vi synes er gode, men som vi bare ikke kan gøre på Skansen. F.eks. bevægelse på scenen, at man meget mere får lyst til at trykke den af hen over scenen, bruge sin krop noget mere.

Det lyder som om, hjernen er koblet lidt fra, og at I lader jer lede af musikken og lader den føre jer hen, hvor den nu fører en hen?

-Det gør jeg også, altså, jeg prøver på at finde ind til et eller andet punkt, hvor jeg føler mig tilpas, det er selvfølgelig ikke altid det lykkes, det er næsten sådan en slags meditation, ikke også, , men når det lykkes, så er det dejligt.

-Hvad går du efter. En dybfølt tilfredsstillelse, et drive i musikken eller andet?

-Det er nok mest det sidste. Det er nok mest det drive, det ryk der . . .

-Når det ikke kommer, har det så noget med musikken at gøre eller ens sindstistand lige den aften?

-Jeg tror hovedsageligt, det har noget at gøre med, at man er åben over for det. Tror jeg, tror jeg nok. Jeg tror ikke, man spiller så meget anderledes den ene aften, som den anden. Selvfølgelig har det også en indflydelse, men nogle dage har du det bedre end andre dage.

Jeres turné til efteråret, var den planlagt i forvejen, eller er det mere med ”det var fedt at være på scenen, vi prøver igen?

-Vi havde aftalt på forhånd alle sammen, at vi ville ud at spille i vores ferier. Så kommer Langelandsfestivalen lige ind, mens vi spiller på Skansen også, og det er lidt af et eksperiment, om vi kan holde til det og sådan. Men turnéen til efteråret og også i januar 2002, den har vi planlagt for længe siden.

-Hvorfor var I så længe om at komme ud på turné?

-I starten havde vi jo ikke noget band. Og stå på en scene et eller andet sted ude i landet med en rytmeboks, det vil vi altså ikke. Det kan lige gå an oppe på Skansen. Så havde vi et band i vores studie. Men der var ikke nogen af os, der havde spekuleret på, at vi kunne lave noget sammen. Men så en dag spurgte Poul Rytter, der idag er vores manager, om vi ville en tur til Norge. Jeg sagde som sædvanlig bare nej. Hvortil han svarede, hvor er det en skam, du siger nej, der er da mange penge i det. Så sagde vi, at hvis vi nu havde et band, så kunne det da godt være, og så fandt vi ud af at spille sammen på den måde. Det var vores gode venner alle sammen, og de var kommet her i studiet i mange år. De var ret vilde med at komme til at spille pigtrådsmusik, som vi kalder det, vi laver. Det de normalt spiller er jo countrymusik.

Det lyder som om, der er sket et psykologisk skred inde i jer selv. Du siger, at du sagde som sædvanligt nej til Norge, og så skete der alligevel noget. I begrænsede jer til Skansen, satte nogle rammer omkring jer selv, f.eks. med en rytmeboks, I var lidt forsigtige, ja måske endda ængstelige a la ”vi kan ikke mere”

-Sådan kan man godt sige det, altså, på én måde er det rigtigt og så alligevel ikke helt rigtigt. Det vi gør nu med at tage rundt der på de større scener, ikke, med et band, det har vi jo drømt om lige fra starten, da vi begyndte at spille for 30 år siden. Det var så ikke muligt rent praktisk. Det er jo en kendt sag, at man får ikke så meget ud af det økonomisk, hvis man er mange, der skal dele. Man skal have et navn først. Så det endte så med os to, men drømmen om at spille med et 8-mands orkester var der allerede dengang. Nu er vi så endt med et 9-mands-band, så det rammer da rimelig tæt, he, he . . . Men det er da rigtigt, vi var da ved at dø af skræk den første aften, det var jeg i hvert fald.

Og det skred, som du snakker om, det tror jeg egentlig først kom, da vi kom ud at spille, hvor vi så opdager, at jo . . .

Altså sådan lidt learning by doing?

Jo netop.

 Du siger, at du var ved at dø af skræk den første aften, det var i Brønderslev. Kan du huske, om du bevægede dig på scenen den aften.

-Det tror jeg ikke, det er jeg rimeligt sikker på, grine, grine. Det kom, det kom mere sådan efterhånden, som vi fandt ud af, at det virker sgu det her, det holder, at folk de klapper og alt det der.

Har I lært noget om publikum, I ikke vidste før?

-Det synes jeg egentlig ikke. Folk har altid været søde og rare mod os på Skansen og har også været det på turen. Det er sådan lidt det samme, som vi oplever på Skansen, bortset fra selvfølgelig, at der er større forhold. Vi gør, hvad vi kan for at bevare intimiteten derude. Det er jo klart, at vi ikke kan improvisere som på Skansen og tage en opfordring fra publikum og spille et nummer nu og her, der må vi sige, at den kommer senere, fordi vi har et program vi kører efter., og der er jo ni mand, der skal være enige, på Skansen er der kun to.  Det søger vi så at komme uden om ved at gøre nogle andre ting på turen.  Vi ville også gerne have danset med publikum, men det kan jo så ofte ikke lade sig gøre. Så i stedet stiller vi os, om muligt, ud i forhallen og siger goddag til folk, og farvel igen og tak for i aften, når det er slut og uddeler knusere og autografer, og hvad folk ellers gerne vil have. Det synes jeg har været en dejlig ting. Det er en skøn ting for os, fordi fra start af har det været en stor hjælp for os at se, at det jo er helt almindelig mennesker, der kommer, og selv om der er mange af dem, så er der ingen grund til at være bange for dem. Det synes jeg er rart. De steder, hvor vi ikke kunne komme til det, der kan publikum godt komme til at føles som et eller andet uhyre, man kan jo ikke se dem. Så er der flere nerver på, selv om det gik kanongodt. Man kan jo ikke se publikum, kun høre dem, da de kom ind.

Har I sat jer ned og tænkt, at den her idé må vi udvikle eller videreføre næste gang, I skal aftsted, eller er det noget, der kommer hen ad vejen?

-Vi skal forsøge at udvikle på showet, hvad lys, vi skal have med, og hvad vi kan gøre anderledes, og hvad vi eventuelt kan bruge af det, der var, så vi kan komme lidt videre. Nu kommer det jo på video, DVD og CD, og hvis salget går, som pladeselskabet håber på, så er der jo rigtig mange, der har set showet, og så skal folk have en ny oplevelse næste gang, de kommer.

Har I nogle ideer?

Mange.

Dem vil du ikke afsløre?

Arhh, det må jeg nok ikke.

Okay. Den personlige udvikling, vi talte om før, du har været igennem på scenen med mere kropsfrihed og ting, I ikke gjorde før, kunne jeg tænke mig havde en afsmittende effekt på andre områder i jeres liv?

-Det er jo noget med, at når man kommer hjem fra et tur-job, shows, så føler vi os virkelig godt tilpas, det er en rar fornemmelse, hvorimod når vi står på Skansen og spiller, så ER det jo et arbejde, vi gør det for at få noget at spise, og det har nogle klare begrænsninger for, hvad vi, altså kunstnerisk  Her tænker man nogle gange, åh nej, nu skal vi af sted igen i aften. Men vi bryder os ikke om at løbe fra en aftale. Men personligt der er det da en større tilfredsstillelse med  alle de muligheder, du har på showsene. Det har da også været med svært at blive tilfredsstillet eksempelvis lydmæssigt efter, at vi begyndte på Skansen igen. Det tager et godt stykke tid, inden man vænner sig til det. Det er jo noget andet deroppe i forhold til den lyd, vi kan præstere sammen med de andre. Så står man der efter et par nummer og tænker, nej det dur ikke, men så vænner man sig til det og accepterer, at sådan lyder det altså, og så går det bedre, og så kan man bedre holde det ud. Men de første numre, det er ikke nogen rar fornemmelse, det er det ikke.

-Kan I ikke gøre noget, så lyden på Skansen bliver bedre?

-Vi kunne jo gøre som mange andre, købe en eller anden form for midisjov, hvor man har noget computerhalløj til musikken, men det har vi aldrig villet. Vi har altid syntes, at vi skulle spille selv.

-Bruger I slet ikke midifiler?

-Nej, slet ikke. Der er kun en rytmeboks og så os. Men jeg må da indrømme, at jeg nogen gange har tænkt, hvorfor søren gør vi ikke det. Det tror folk nemlig, at vi gør. Så er det jo lidt irriterende. Det er ikke fordi, jeg synes, det er forkert, at andre gør det, slet ikke. Det er bare det, at dengang, vi begyndte på Skansen der for tyve år siden, da spillede man jo på den måde, vi gør det nu, der var der jo ikke noget, der hed midifiler, og da alle de andre så begyndte at flytte det over på det der, ja så blev vi jo bare hængende som i gamle dage, for det gik jo egentlig godt nok. Det ville jo være noget af et sats at gøre det også, vi kunne jo risikere at gøre det ringere ved det. Og det tror jeg stadig på, at hvis vi nu tog nogle midifiler derop, og selv om lyden ville blive bedre, så kan det sgu godt være, at folk ville risikere negativt på det. Vi aner det ikke. Men jeg er bange for det.

I har et navn. OK, landet er delt i nogle lejre, men I har et navn. Hvordan skaber man sig et navn herhjemme i dag?

-Vi har jo gjort det af bagdøren, plejer vi at sige. Mange prøver at finde et pladeselskab, der vil lave noget med dem og forsøge at gøre dem kendt den vej. Det har vi så ikke gjort. Vi havde engang chancen; der var engang et pladeselskab, der spurgte os, hvor vi sagde nej. De havde set nogle nye Nina og Frederik i os. De havde sådan en eller anden idé om, at vi skulle sættes i en eller anden bås. Og det ville vi ikke. Ja, så ved jeg sgu egentlig ikke rigtigt. Så fik vi kontakt med Skansen, en måned af gangen, et par måneder fri, hvor andre spillede ja, og så lige pludselig så fik vi den først et års kontrakt, og ja tak, vi lever jo af at spille, ikke, og så da det år var gået, så værsgo, FEM år af gangen. Og det var sgu ikke, fordi der var flere penge i det end ellers. Men der er jo penge i at spille seks dage om ugen, det vil der jo være for hvilken som helst musiker. Men det var som om, at medierne blev interesseret, når vi kunne få fem år af gangen.

Der var engang, hvor I ikke ville sættes i bås. Men det er I vel sådan set kommet nu alligevel?

-Det er der da ingen tvivl om. Vi kalder det selv pigtråd. Det er faktisk det, vi spiller mest. Og det er da også klart, at man efterkommer nogle ønsker som eksempelvis ens pladeselskab måtte have. De invester jo utrolig mange penge i os, og så må vi jo så gøre vores til, at de får noget retur. Og har det et ønske om, som de f.eks. har, at jeg ikke bliver fotograferet med en ølflaske i hånden, ja så efterkommer jeg da det.

Der er nogen, der elsker jer, og nogen, der hader jer. Hvordan er det?

Sådan vil det jo være. Vi ville da helst, at alle kunne lide os, men det man man jo ikke selv bestemme. Hvis nogen kommer med en kritik, så prøver vi virkelig på at lytte efter det. Lige når man får den, kan det godt være, at det gør ondt, men det kan være, man er glad for det bagefter. F.eks. modtager vi sangundervisning, det er vel en 3-år siden, vi begyndte på det, og DET er vi i hvert fald glade for.

-Hvordan kan man holde hinanden ud dag ud og dag ind på scenen og i privaten, ville nogen måske spørge?

-Ja, vi er i hvert fald meget sammen. De seneste 30 år har vi kun været fra hinanden én dag af gangen.

-De sidste 25, indskyder Sussi.

-OK de sidste 25. Og det er for det meste, når Sussi skal med sin mor på shopping. Så må vi jo undvære hinanden. Men vi er ikke meget for det, og når dagen er gået, ja, så er det altså alt rigeligt. Men det ligger til familien. Min far var skomager, hvor min mor hjalp til, så de var meget sammen og ligesådan Sussis forældre, der har haft en campingplads.

-Har I det haft et savn efter venner og andre relationer, når I nu har spillet så meget og stadig spiller på Skansen hver aften.

-Vi har haft det på den måde, du siger der. De første tyve år, mens vi spillede,  havde vi egentlig ikke nogen venner. Vi havde masser af bekendte, men der var ingen, vi var venner med, for det prioriterede vi ikke. Så det var faktisk temmelig ensomt. Men så fik vi studiet op at køre, så kom der andre musikere i studiet, og så er det klart, så går man ud og snakker med dem, og så er det klart, at på den måde har vi faktisk fået en utrolig masse venner, der er musikere alle sammen selv. Men det er rigtigt, det kan være svært. . .

Bryggeren Interview'ede og Johnny satte op og billedbehandlede..

(Copyright )