Bryggeren Interviewer "Dansktopkongen" Leif Wivelsted

-Man skal have en, der sælger billetter – også på Dansktoppen

 

Er kvaliteten af dansktopmusik faldet?

-Kvaliteten af musik er faldet generelt. Det har intet med Dansktoppen at gøre. Køber du en plade med f.eks. Toni Braxton er der måske tre numre, hvor der er en melodisk linje, der er til at holde ud. Det er ikke specielt Dansktoppen, der har sænket niveauet mere end så mange andre. Men en af de ting, der kunne være medvirkende til at give indtryk af, at det her kunne vi måske nok være foruden er, at det for alle, høj og lav, tyk og tynd, store og små, er blevet lettere at indspille en plade og udgive den. Du skal – figurativt sagt – kun have en mikrofon, en digitalbåndoptager til 7-8.000 kr. og et eller andet keyboard med en masse knapper på og så bare køre det ud. Så kan du køre det over på en CD, som du selv kan brænde derhjemme på din PC, og så er festen forbi. Det at mediet er blevet tilgængeligt for håndører, du kan etablere dig i dag for 25-30.000 kr.

 

Du tager ikke Cder der ikke er NCB-anmeldt?

Nej, disse ting som NCB, Koda-Gramex osv. skal være på plads. Ellers kan det ikke gå ind i vores officielle maskineri . Vi skal jo betale ud af huset for at være den lykkelige afspiller. Folk må sørge for, at disse ting er på plads, endvidere også at tingene er tilgængelige, du skal kunne købe pladen. Det kan ikke nytte – og det er også for at si badeværelsesindspilningerne fra -, at pladen ikke er tilgængelig. Vi kan ikke tillade os at springe over, hvor gærdet er lavest, hvad sådan noget angår.

 

 

 

Er det dig suverænt, der udvælger boblerne?

Ja. Det er mig alene. Det er en af mine opgaver. Det er alene bedømt på det grundlag, at der kommer stribevis af plader hver eneste uge. Og jeg lytter tingene igennem og finder ud af, hvad der dur, og hvad der ikke dur, og så vælger jeg ud fra det. Jeg skeler til og sørger for, at så mange uetablerede navne som muligt får chancen, hvis det ellers er til at høre på.  Der er jo en frygt for, at den etablerede verden går i selvsving. Derfor synes jeg, at et af målene er, at der er så mange nye, der får en mulighed for at blive hørt. For om jeg tester en Bjørn & Okay to eller tre gange i løbet af år 2001, det flytter jo intet ved deres karriere. Derimod synes jeg, det er lidt sjovere med lidt pionerarbejde i det, så det er et af mine private mål med udsendelsen.

 

-Så når Bjørn & Okay og Kandis kommer ind sammen med en stak uetablerede navne, begynder du så nedefra og kigger efter de uetablerede navne?

Nej, ikke nødvendigvis. Du kan jo ikke kun køre udsendelsen på de uetablerede. Det er jo det samme, som når man indspiller en film, det kan godt være, der er en 4-5 mere eller mindre fremragende skuespillere med, men man SKAL have én, der sælger billetter. Og det kommer jo som en helt naturlig ting, at det er navne som Birthe Kjær osv., altså en 12-15 navne, der har hængt ved i alle disse år, og som selvfølgelig hører med i dette forum

 

Hvordan kører juryen?

-Den er oparbejdet gennem en årrække. Nu og da henvender vi os til lytterne og hører, om de har lyst til at være jurymedlem. Så sender vi tilmeldelsesblanket, og oplysningerne går så ind i en database, hvor vi har 700-900 mennesker stående. Computeren udvælger så en god geografisk spredning, ikke af den danske befolkning, det kan du jo ikke få, men af den kategori af danskere, der lytter til den salgs udsendelser, som Dansktoppen er. Vi har 175-200 aktive jurymedlemmer hele tiden, der forlods får tilsendt 10 stemmekort, og så er med til at stemme i ti uger af gangen.

 

Det kan være svært at undgå svindel?

Ja, desværre så har vi taget, ikke kunstnere, men de der meget emsige fanklubformænd i at lave svindel. En af disse formænd var mere emsig end begavet, så han bad alle de der jurymedlemmer om tilsyneladende at sende sig disse kort. Han gemmer dem så, til den givne kunstner bliver dansktopaktuel, og så vælter det jo ind med stemmekort. Men han havde altså udfyldt dem alle selv, der var en dag vi sad med tyve med den samme håndskrift.

 

 

Kan man forebygge den slags?

-Det er svært . . . Det ville kræve rigtig mange mandskabstimer at gøre det effektivt. Vi bruger i stedet datostempling, og får vi et kort ind, der er 11-12 uger gamle, så ryger de generelt ud. Vi sørger også for, at geografien er nogenlunde i orden. Vi kan jo også se, at der i perioder er tilmeldinger fra samtlige beboere i en hel gade i en given by; det er jo sådan en gang fanklubhysteri osv., og på mig virker det som noget af det mest tåbelige, at voksne mennesker dyrker den slags. Jeg synes da, at der for voksne mennesker må være andet at bruge livet på end at lave svindel med stemmekort. Den er da for langt ude i skoven. Det overordnede sigte for udsendelsen er jo at give en halv million mennesker en underholdende udsendelse en gang om ugen. Det er jo ikke for jurymedlemmernes eller fanklubbernes skyld.

 

-Man kan jo være sikker på, at bliver Kandis valgt til at boble, så er de på Dansktoppen ugen efter . . .

-Ja, ja, det er klart. Som sagt, der er en 12-15 navne, som, hver gang de bliver testet, så ved man, de ryger ind. Det er jo, fordi de er populære. Det er jo juryens afgørelse, der tæller, jeg er kun den ydmyge viderebringer af den. Og jeg forsøger jo også netop i de plader, jeg placerer som boblere, at gøre det så bredt som muligt og lidt stilistisk i form og udtryk, så det ikke bliver ren kopiering af svensktop osv, som jo er dræbende. Jeg forstår ikke, at kunstnerne SELV synes det er sjov at blive ved bare at tage svenske sange og få en eller anden til at sætte en dansk tekst til og så lave den i fuldstændigt samme arrangement.  Det eneste, der er skiftet ud, det er stemmen. Jeg forstår ikke, at det kan være stimulerende at være en dansk fotokopi. Hvis jeg var et stort, etableret navn som Kandis eller Bjørn & Okay eller Birthe Kjær så ville jeg simpelthen sige ”ved I hvad mine damer og herrer på pladeselskabet, det vil jeg ikke”. Men jeg har ingen idé om, hvordan hele det maskineri kører Jeg er ude af stand til at bedømme eller dømme, fordi jeg har ikke noget udgangspunkt.  Det kan da være, de selv synes, det er dejligt, ikke, og så er ringen jo sluttet., og så er de tilfredse, og de sælger plader, de spiller til baller fredag-lørdag-søndag tidligt og sent, jamen så er det det.

 

Mange skælder ud over dansktop . . .

-Det ved jeg godt. Men det er jo snart ligegyldigt, hvad du bringer. Jeg kunne f.eks. bruge megen tid på at skælde ud over de sportsudsendelser, der er i fjernsynet. Hvad skal vi dog med dem., disse 2 X 11 mand løbe rundt efter en fodbold, hvorfor skal vi se det, lad dem gøre det, hvis de synes, det er sjovt, men hvorfor skal vi andre påtvinges det? Sådan kan man jo gå ind i hvilken som helst sammenhæng. Men lyttertallene taler jo deres tydelige sprog, at det er en genre, som har en stor lytterskare. Det er jo ni en halv procent af den danske befolkning, hvis man regner alle fra vugge til grav. Det er jo det nærmeste, vi kan måle det på – gider folk lytte til det her, og det gør de altså i stor stil. Med det som udgangspunkt, så skylder vi dem også. Det er jo en vare, de køber i form af licens.

 

 

-Hvad er et kvalitetsprodukt i dansktopsammenhænge. Jeg tænker, når du får noget ind ad døren, er der noget, der rykker, og noget der ikke rykker. Hvad rykker dig?

-Jeg går jo efter nogle helt konkrete ting, og det har jo ikke noget med Dansktoppen at gøre. Og det er, at det er en sangbar ting, at kompositionen er i hus, og hvis vi sætter det op på et højere plan, så siger vi, hvorfor er det, at Elton John og Stevie Wonder og Paul McCartney f.eks. er gået fra succes til succes i et kvart århundrede eller mere; det er fordi, de forstår at skrive melodisk. Vi er jo blevet verdensmestre i at pakke ind. Det er jo næsten ligegyldigt hvad. I dag er indpakningen markedsføring, og indpakningen er næsten væsentligere end varen selv. Derfor kan en middelmådig/dårlig komposition pakkes ind i et flot arrangement, og så betaler man en eller anden videoinstruktør en million dollars for at lave en video, og den er så og så fremragende, du har set et hit, du har ikke hørt det, og påvirkningen af øjne og ører samtidig er mere end det dobbelte. Så på den måde kan man sige, at det er jo én stor gang indpakning og camouflage, og så er alt jo muligt. Der er intet, der er umuligt. Og har man penge nok, kan man markedsføre hvad som helst og få det solgt. Så køber man bare noget sendetid på reklameTV. Alt kan markedsføres. Så derfor – der er ingen ende på det. Jeg kan huske for mange år siden, hvor jeg fik en eller anden popsang ind ad døren, som jeg havde fået tusindvis af gange før, og jeg tænkte, at det var dog utroligt, de ligger nummer et på den engelske hitliste, der var hverken hoved eller hale i det, så så jeg videoen, der hørte til, så tænkte jeg ”nå hallo, det var selvfølgelig derfor”. Annie Lennox i sin tid var meget stolt i et interview, hvor hun sagde, ja det er vores første nummer i TV UDEN en video. Du ved, det er så styret af de der påvirkningselementer og -parametre. Og derfor kan alt sælges, godt eller skidt. Hvis bare du tonser nok på i markedsføring. Jeg var engang til en filmfest i Los Angeles, og en af de virkelig tunge drenge fortalte mig, at bruger man 100 millioner dollars på at lave en film, så bruger man 100 millioner dollars på at markedsføre den. Sådan er det. Man dobler sgu bare op. Det kan vi ikke gøre herhjemme, for det er landet trods alt for lille til. Men det er et eksempel på, at alt kan sælges, bare man tonser nok på.

 

Så hvordan tonser man nok på, hvis man vil på Dansktoppen?

-Den lille private, som jo selv har bekostet en indspilning sender pladen og et brev med sådan og sådan, og den bliver så checket af på lige fod med de andre. Jeg har jo ingen præferencer. Tingene udjævner jo så sig selv,  det kan godt være, at det først er to måneder efter, at jeg har modtaget den, at jeg får plads til at spille den, fordi tingene kommer jo i forskellige stimer. Jeg har da pladeselskaber, som ringer til mig og siger ”øh, har du glemt at øh” osv. Og så siger jeg nej, men jeg har jo også et ansvar for, at det bliver en afvekslende udsendelse, som jo i forvejen hænger på, at en sang kan blive på listen i 15 uger. Så det kan ikke nytte, at to timer efter, at Peter Westh har forladt listen, så tester jeg en ny sang med ham. Så kunne han jo ligge og cirkulere på Dansktoppen i et år. Og det er ikke til glæde for ham eller for nogen, fordi så når du et mætningspunkt.

 

- Der var en, der fortalte mig engang, at for at lave et godt hit, er det vigtigt at komme ud på dansestederne og se, hvad der tænder folk. Hvad siger du til den?

-Det kommer an på, hvad du vil med din musik. Vil du kun behage folk, er det da rigtigt. Men det har jo ikke noget med et kunstnerisk udspil at gøre. Hvis jeg var kunstner, ville jeg selvfølgelig bibringe verden det, som jeg vil af med ud fra det følelsesliv og talent, jeg har. Det var jo også det, Beatles gjorde dengang. De var jo skideligeglade med Cliff Richard og højglanspoleret hår og ens habitter og alt det der og Shadows, der stod og vadede rundt på gulvet synkront med hinanden, det var de jo fuldstændig ligeglade med de der drenge fra Liverpool.

 

-Når du nu sætter en skive på for at finde boblere, lytter du så til teksten?

-Ja, jeg lytter selvfølgelig til teksten udfra, hvordan den harmonerer med kompositionen. Det er nødvendigt, og jeg må da også indrømme, at blandt dem, der bliver sorteret fra er det bl.a. fordi det er noget frygteligt vås, der bliver sunget. Der skal være et sprogbrug, du kan forsvare. Og så går jeg da også efter, hvordan de udtaler det danske sprog. Der er da nogle gange, hvor man sidder og tænker, det der det er ikke engang dialekt, det er dårligt dansk. De bliver også sorteret fra. Det føler jeg, at Danmarks Radio har et ansvar overfor, om vi så bliver de sidste i  verden. Sådan at f.eks. ikke Poul KRAPS bliver Poul KRAPS, som de alle sammen siger, mens han hedder Krebs. Vi må naturligvis hele tiden se på, hvad er der at vælge imellem, og derfor kan man måske en gang imellem sige, hov det var måske en smutter, men det var stadigvæk udfra det bedste, der var. Og det er jo et lillebitteland, det her, selv om vi gerne vil opføre os, som om vi var på størrelse med Tyskland eller Frankrig eller sådan noget. Ser vi på mediebilledet som sådan, så bliver der tonset på, at der er en 5-6 TV-stationer, der er dansksprogede, og det kan nationen slet ikke bære. Den kunne bære to. Man kan naturligvis godt se det ud fra en synsvinkel om, skal sendetiden blot fyldes ud, eller skal den have et formål.

 

-Men helt ærligt, sommetider fylder du vel egentlig også bare på . . . .

-Jo, det kan man blive nødt til. På grund af udbuddet. Så kan man sige, skal vi så på Dansktoppen ned på, at vi kun har tre testplader, ja det kan man måske. Men så må man jo sige, at juryen som sådan jo altså også frasorterer, så kabalen går såmænd pænt nok op i den sidste ende. Men det er klart, at jeg har spillet plader – og vil komme til det -, hvor jeg bagefter har stillet spørgsmålstegn ved, om de nu også skulle have været på. Men som sagt, jeg har en forpligtigelse for at gå bredt ud også og sørge for, at vi kommer lidt både til højre og til venstre, så derfor kan man sige, at jeg også nu og da må slække på nogle ting.

Bryggeren Interview'ede og Johnny satte op og billedbehandlede..

(Copyright )