|
| |
 |
|
|
|
Det gælder om at slå ørerne ud John von Daler er en institution i dansk musikliv. Han er studiemusiker og har også i elleve år været med hos Poul Dissing. Nu er så Johns, Asger, søn i stedet med hos Poul. I dette interview kommer John von Daler vidt omkring. Han lytter i dag mere og mere til klassiske musik for at lære noget, men har også for nylig været til Elvis Costello og Ricky Lee Jones-koncert. Han synes, han savner overraskelsesmomentet i musikken, men er samtidig glad for at opleve, at mange flere i dag har en stemme, når de derhjemme sidder og nørkler med tingene. -Du spænder meget bredt. Du tager ud at spille med Poul Dissing og er med på Bamses solo-CD. Hvordan bærer man sig ad med det? -Det stammer fra tidlig barndom. Jeg var klassisk uddannet, startede med violin som 4-årig og hjemmevant med klassik musik. Jeg kan huske, jeg havde en bilradio, som jeg havde gemt i min seng, så når jeg gik i seng om aftenen, tændte jeg for den og hørte lokal folkemusik fra Oklahoma, hvor jeg boede. Som 10-11-årig fik vi fra min onkel tilsendt nogle plader af Eroll Garner. Det var det første jazz-musik, der kom ind i vores hus. Og dem var jeg også fascineret af. Min musikalske smag blev simpelthen bredere og bredere for hver gang jeg fik fat i et eller andet, som jeg syntes var interessant, så tog jeg et skridt i en ny retning. Og jeg har faktisk ikke mødt musik, som jeg ikke kan lide. Noget har jeg lyst til at spille, noget har jeg lyst til at høre på, men det favner bredt. -Den spændvidde gør vel også, at du efterhånden har oparbejdet en John von Daler-sound. -Ja, det siger min søn, at jeg har. Jeg kunne skifte sko hele tiden og falde ind i en ny sammenhæng, hvis jeg havde lyst til det. Spillemandsmusik, country- og western, noget der lignede jazz, klassisk, men min søn siger hele tiden ”jeg kan godt høre det er dig”. Ind i mellem kan jeg godt selv høre det. Jeg ved, at jeg arbejder ud fra nogle andre forudsætninger end de fleste strygere. Den lyd, som jeg gerne vil opnå, er mere baseret på blæsere, som jeg hører på, end den gængse måde at spille violin på. Den vibrato, som jeg bruger, vibrerer jeg for det første på en helt anden måde end de fleste klassiske udannede violinister. De fleste har en vibrator, der er meget parallel med vilolinen. Altså frem og tilbage. Jeg gjorde det på en lidt anden måde, en lille smule fra side til side; jeg kan huske at læreren sagde ”nå, det er din måde at gøre det på, jamen jeg vil da ikke ødelægge tingene for dig ved at presse din fysik i en retning, den ikke har lyst til. Siden har jeg haft min personlige, fysiske, måde at lave vibrator på. Men senere er jeg begyndt at sætte mig ind i, hvilken klang, jeg egentlig gerne vil have. Og det er ikke den der lynhurtige fuglehjertevibrator, som mange klassiske violinister har, det bliver synes jeg kedeligt i længden. Faktisk så lytter jeg meget til Ben Webster, når jeg tænker på, hvilken måde, hvilken måde, jeg gerne vil vibrere på -, det der luftige lidt langsomme vibrator. Jeg eksperimenter med forskellige hastigheder og størrelser i vibrato. Så prøver jeg at være bevidst om, hvornår jeg bruger hvad og i hvilke sammenhænge. -Hvornår bruger du det ene frem for det andet? -For mig er det jo fint med pigerne i Strygerkvartetten, de kan altid mærke, når jeg har været et andet sted henne at spille, for de første 10 minutter af en session skal jeg lige rette ind mod det, vi skal spille nu. -Altså man har noget af det med, som man er fyldt op af? -Ja, det som jeg har spillet i weekenden eller det, jeg lige har lyttet til eller min grundmåde at spille på, som egentlig ikke længere er særlig klassisk. Jeg har spillet meget el-violin; der er jo også meget stor forskel på el- violin og akustisk. Spiller du akustisk violin, skal du jo forsøge at få så meget klang ud af den som muligt. På en el-violin skal du gå den anden vej, fordi hver eneste lille, bitte ting, du laver, bliver forstørret. Det er to vidt forskellige teknikker. På el bruger man meget stor nænsomhed, for stikker du den en, kommer der det ti-dobbelte ud af det. Det kan du så på den akustiske – arbejde med strøgteknikken og bruge så meget af buehornet som muligt. Før i tiden havde jeg både el- og akustisk, men flere sagde til mig, at den akustiske havde en bedre klang end den violin, jeg brugte til el-ting, så jeg er begyndt kun at spille på den.
-Der må være en enorm forskel på at spille som studiemusiker og så være ”turnémusiker”. -Ja, nu for tiden er jeg ude en del med Lene Siel. Det er meget sjovt og meget anderledes end at spille med Poul. Lenes koncerter er lidt mere fastlagte end Pouls, og der er mange flere numre, 25-30 numre, gennemarrangerede de fleste af dem. Der er steder, hvor man spiller frit og steder, hvor man spiller, hvad der står. Det er nogle dejlige musikere at være samen med og Lene er jo en fantastisk musiker selv, så man kan godt arrangere fra de der arrangementer. -Så du improviserer, når du er ude at spille koncerter? -Ja, ind imellem, så spiller jeg noget andet end det, der står. De noder, jeg har, er ofte noder, et helt orkester har spillet i studiet. På de små jobs sidder jeg måske med en stemme, som mange strygere har spillet på en gang, og så må jeg finde ud af at lave en klang, der fylder så meget som muligt. Og så er det ikke altid, at 1.-violinstemmen er den bedste, for den ligger ofte ret højt oppe; så er der ikke nogen, der laver noget i midten, og så springer jeg derned og laver noget i stedet for. Man er både ude på at fylde ud og så ikke genere nogen, man skal jo høre sangerinden og teksten og spille sammen med de andre. Klaveret spiller også ofte mange toner, så man skal ikke spille de samme toner, som han spiller; det gælder om at slå ørerne ud. Er der et berømt sted, der skal lyde på en bestemt måde, så holder jeg mig til det, for folk er kommet for at høre noget, de har hørt før. Men de er også kommet for at blive kildet og høre noget nyt, så lige så snart det sted er færdigt, så flyver jeg hen og henter noget nyt. Jeg honorerer de faste krav og spiller f.eks. melodien i Dont Cry For Me Argentina, men når sangerinden overtager, eller hvad der nu sker, så har jeg frie hænder -Bamses Solo-CD var så noget helt andet igen, ikke? -Ja, det er så nogle arrangementer, jeg selv har lavet Så kommer vores kvartet ind og spiller; den CD er meget sammensat, der er både Kontra kvartetten, og der er et symfoniorkester fra Prag, og så er der vores kvartet, altså Studiestrygerne. Vi dubber oveni os selv, 2-3-4 gange, for at ligne et stort orkester. Det er jo noget andet tidligere. Da jeg begyndte at være studiemusiker, var der store orkestre i studiet. Så der var det ikke nødvendigt at dubbe. Også fordi det kostede jo ekstra. Ofte var man mange i studiet, jeg kan huske, at jeg sad oftest bagest i 2. violinde, og da Soundtrack lå på Gammel Kongevej, var det mit job at åbne vinduet, når optagelsen var færdig, så vi kunne få luft, og så skulle jeg lukke igen lige før, vi skulle spille, vi havde hver vores lille rolle, vi var mange om det . . . Men nu er det jo dyrere, der er ikke så mange produktioner, og det er sådan lidt finere at have strygere på nu en dengang. Dengang var der jobs et par gange om ugen. Det er der ikke mere. Har man i dag en god, dyr produktion, så hyrer man levende musikere. En enkelt violin kan man altid få råd til, men sådan en hel kvartet, det er der ikke så ofte mere. Man bruger jo ofte kunstige virkemidler, jeg selv sidder jo også hjemme med en sampler og arbejder. Men man skal jo bare vide, at det er en anden lyd. Godt nok står der strygere, men det lyder jo ikke sådan; det lyder som noget andet, og så skal man tage det med. Der ER nogle producere og arrangører, der kan lave en kunstig strygerklang. Men faktisk tager det jo længere tid at lave det end at hyre en levende musiker. -Er det en skam for dig som studiemusiker at se udviklingen i automatikken, eller tænker man, at så må man gøre det så meget bedre? -Man er jo nødt til at finde sig i tiden, som den er. Jeg kan ikke begræde, at der ikke længere er tre studiejobs om ugen; vi har fået noget andet i stedet for – nu sidder der en masse mennesker rundt omkring i hvert sit studie, mennesker som aldrig kunne komme til orde før har pludselig en stemme. Jeg synes, der er sket meget i popmusik i de 20-30 år, jeg har haft med det at gøre, det er meget mere spændende i baggrunden; jeg er ikke den store popmusikfan, men jeg synes det, der foregår i studiet, hvor man sidder og blander forskellige loops, lydeffekter og nye klange osv., det er ret spændende. Hvis man lige ser bort fra de ofte åndssvage tekster, der bliver sunget, så kan man høre, at der foregår faktisk noget ret spændende inde bagved. Og så er det jo selvfølgelig et problem, at så kommer der en producer til sidst, som skruer ned for alting, så man ikke kan høre noget som helst . . . - Hvorfor gør han det ? . . . det tror jeg er levnet fra halvtredserne, da man gik ud fra, at alt skulle spilles på en transistorradio; nu har folk ret gode radioer, også i deres biler, men jeg tror det er et levn fra den tid, hvor man bare lige skulle høre trommerne og sangerinden eller sangerne -Hvor man før skulle kunne skrive noder, kan man i dag sidde og lytte sig til et resultat. Mennesker der ikke har den uddannelse, kan lige pludselig lave musik, og det synes jeg er spændende. Jeg har også været med til at lave ting over i heavy- afdelingen, og det synes jeg er spændende, for der er en fantastisk energi i det, som ikke kommer fra nedskrevet musik. Faktisk er det sådan, at selve de nedskrevede noder hæmmer musikken. Så honorerer man nogle krav, der står der, og så er det svært at eksplodere. Det er f.eks. noget, vi arbejder meget meget med i Strygerkvartetten, altså sige til folk, ok kan du ikke skrive noder, så kan du sige, hvad vi skal spille eller få en lap papir med tre toner på og nogle instruktioner. Det synes vi er mere spændende, end at vi får det der ensidige, klassiske nodebillede. -Kommer I nogle gange om at slås om lyden med de, der laver pladen. -Desværre er vi meget sjældent med til at mikse en plade. Og vi er oftest skuffede. Den måde, strygerne bliver anvendt på, er at man kommer strygerne på i studiet og spiller hjertet ud, og så går man hjem, og så får man tilsendt pladen, eller går selv ud og køber den, og så kan man ikke høre, man var der. Det er oftest produceren eller pladeselskabets mand, der har været inde over og sige, det går ikke, det er for højt, man kan ikke høre sangerinden eller et eller andet. Jeg kan langt bedre lide produktioner, hvor man kan høre alle dem, der er med. At de så er i forskellige niveauer, det er man også, når man spiller med hinanden på en scene. Når jeg er ude at spille med Poul Dissing har jeg ikke lyst til at overdøve ham, men jeg laver da noget, man kan høre. Har man på en CD lavet et arrangement, som bevæger sig meget -; at når man f.eks har snakket med solisten og den første producer, at arrangementet skal være på den og den måde, og så bliver den mikset, så man næsten ikke kan høre, hvad man har lavet. Så tænker man, at havde man vidst det, så havde jeg måske bare lavet en klangflade i stedet for en alle de løbetoner eller stemmer, der bevæger sig i 3-4 forskellige retninger. -Hvad så når du er ude på scenen? -Der er noget andet, der er svært i den sammenhæng. Det ville være rarest, hvis man havde en lydmand med, der var så musikalsk, at han levede med som en slags 4. eller 5. musiker. Men det er de færreste, der har råd til det. Og så ender det ofte med, at man i en duo eller trio, at vi laver vores egen lyd; dvs. en går ned af gangen og hører de andre. Hvilket så betyder, at der er ingen, der nogensinde hører den samlede kvartet eller den samlede trio, så allierer de sig med arrangøren og beder ham komme og sige, hvis noget er for højt eller for lavt. Men det gør, at man ind imellem har svært ved at styre niveauet, selv om man dog med årene er blevet meget dygtige til at aflæse på folk. Ind imellem har det så været vores mening, at vi gerne ville chokere lidt. F.eks. lavede jeg engang nogle Jimi Hendrix-klange til violin, så jeg kunne få en rigtig rå lyd, og det var meningen, at folk skulle springe op i stolen. -Hvor er popmusikken på vej hen? -Det ved jeg ikke. Popmusikken er ikke min musik. Jeg deltager i den, men det er ikke min musik. Jeg er lidt ked af, at der ikke sker mere i teksterne. Men ok., popmusikken har altid været ungdommens musik, og der skal vel ikke fyldes andet på end vi skal elske hinanden, og pigerne er smukke, og drengene ser også godt ud. Ind imellem kan man dog savne noget andet, f.eks. Beatles-teksterne var ofte hamrende gode, ikke. -Gør man med andre ord mere ud af musikken i dag efter, at det er blevet hverdagskost, at man selv kan sidde hjemme ved knapperne? -Det tror jeg, at du har ret i. Teksten er man ikke særlig interesseret i at gøre kompliceret. Men musikken er man ikke bange for at gøre kompliceret. Bare tingene ligger i et rigtigt niveau, og pladeselskabet er glade, så kan man gøre nogle skidefrække ting, men man gør sjældent noget frækt med teksten. Det passer meget godt ind i vores kulturbillede, at folk har ikke lyst til at have noget særligt at vide logisk og sprogligt, de vil bare vide, at solen skinner, og vi har det godt, og det kører derudaf. Musikken derimod, også dem man hører i mange fjernsynsserier, er ofte meget kompliceret og interessant, og det stammer lige fra Stravinsky og de tidlige avantgarde-komponister, dem som var frække i gamle dage. Det har smittet af på kommerciel musik og på filmmusik og fjernsynsmusik. -Var Stravinsky fræk? -Ja, han tog jazzmusikken med i sine ting, og du kan jo mærke det endnu. Ser man ballet og opera på Det Kongelige Teater, er det ofest, at man hører kapellet spille, men er det en ballet med musik af Stravinsky, så er det bånd, og det er sandsynligvis fordi Stravinsky er så svær at spille og kræver så mange indøvninger og så mange prøver. Mange af de rytmiske ting, er efterligninger af jazzrytmer og komplicerede rytmer fra eksotiske steder rundt om på kloden.. Og det kan den klassiske musiker ikke spille med den rigtige feeling, medmindre han har god tid til at indøve det. -Når du selv er ude til koncert, hvordan reagerer du så? -Jeg vil helst gå på komedie, når jeg er til koncert, og blive væk, og det jeg elsker mest er, hvis jeg pludselig begynder at arbejde med mine egne ting midt under en koncert, så ved jeg, at jeg har det godt. For så har jeg fået noget input. Det er ikke særlig bevidst. Det meste af det, jeg laver er intuitivt. Der har man lov at blive væk på en meget ubevidst måde. Det jeg dog søger mest i den musik, jeg godt vil høre er, at jeg elsker at blive overrasket. Man kan jo også køre gennem Danmark i tog eller bil uden at have en idé i hovedet. Men tager man en afstikker til Tyskland eller Sverige, har man pludselig 200 idéer. Husene og farverne er lidt anderledes, man hører pludselig et nyt sprog, pludselig opstår det der overraskelsesmoment, som skaber noget kreativt, sætter gang i et eller andet. På musikscenen i dag ser jeg ofte, at man laver det, der er lavet før, og når man taler om det, siger man ofte, kan man ikke lave den og den klang og den og den rytme fra den og den plade. OK det kan jeg da godt forstå ind imellem, for der er da gode ting at hente. Og pladeselskaberne har vel også den erfaring, at det er sjældent, de nye og mærkelige ting sælger. F.eks. var det jo slet ikke meningen, at Poul Dissings første Svantevise overhovedet skulle være et hit. Men det blev det så. Det er ret sjældent, at pladeselskaberne får den slags overraskelser. Nu satser man en million på 2-3 produkter om året, og ellers er der jo meget stor spredning. Man kan jo sagtens selv lave sin plade med lidt offentlig støtte og for egne penge, men det at de lige pludselig hitter, det er mere og mere sjældent. Der er jo heller ikke så mange pladeforretninger, hvor man kan gå ind og tale med nogle om, hvad det er for musik, i f.eks. Fona i gamle dage kunne du tage ind og høre mange forskellige slags musik, nu ser du jo kun Tordenskjolds soldater, når du kommer derind, ret uspændende. Jeg savner bredden. Det der overraskelsesmoment, her er en lille gruppe der spiller tango som rock, eller her er nogen, der spiller heavy metal blandet sammen med kirkemusik, her er en mand der deklamerer digte, mens han spiller trommer med fødderne, ja hvad ved JEG, alt muligt der pludselig kan komme frem. Noget af det sidste, jeg har oplevet af den slags, var, da Johnny Madsen startede. Da var Poul Dissing og jeg på festival i Tarm, så var vi på værtshus bagefter, og der stor Johnny Madsen ovre i et hjørne og sang for sig selv. Han var fuldstændig ligeglad med den larm, vi andre lavede, der var ingen, der kendte ham, ingen der anede noget om ham. Vi var glade over vores koncert, og fik nogle øl og sådan, og pludselig begyndte vi at lytte til ham. Så gik jeg ud og købte en plade, han havde lavet, som slet ikke var solgt nogen steder, der var nogle hamrende gode tekster på, og musikken var også fin, og det der overraskelsesmoment, at sådan en pludselig, færdig blomst kommer ud af jorden, det vil jeg godt opleve noget oftere. At opleve en i en butik sige til en ”ved du hvad, der er kommet det her, det er skidespændende, der er ingen, der ved noget om det, men jeg har den her”, det hører du ikke mere. Du hører ”den her har jeg, den er skidepopulær”, eller det blev den, fordi den bliver reklameret over hele byen. Jeg vil godt have noget noget, som ingen andre kender og så gå på oplevelse. Det kan du med fil f.eks. Du kan stadig finde interessante film, som ikke særligt mange har kendskab til. Men det bliver sværere og sværere med musik. Det er nok sådan i hele verden, men specielt i Danmark, der jo er en lille grænsestat, som ofte har lyst til at efterligne andre folks musik; vi står jo ikke så meget inde for vores egen folkemusik, som f.eks. svenskerne og nordmændene gør, og også irerne, der jo bruger deres folkemusik til at vinde det ene grandprix efter det andet, fordi de har en direkte linje ned fra kilerne i deres musik op til popmusikken -, der er en åben linje, mens vi har en lukket. Der er ikke en lige linje fra dansk folkemusik og til Brødrene Olsen; den kører mange forskellige veje for at nå derhen i hvert fald. Hører du irsk pop, kan du jo ofte høre, at det kommer fra Irland, det kan du jo ikke høre på Stjerneskuddet, hvor kommer det fra? Men det er typisk grænseland, man taler mange sprog og har mange kulturelle påvirkninger, hvor man tit skal underlægge sig nogle, der er større for at være med. Det kan vi selvfølgelig ikke lave om på.
|
|||||
Interview'ede og Johnny satte op 