-Man skal gå på

Man skal gå på strandhugst i bluesmusikken

Søren Søgaard spiller blues i det nordjyske og mener at kunne registrere, at stilarten har bredt sig ind over andre genrer. Han reflekterer meget over musikscenen i dag, og giver her nogle tanker videre. Han mener bl.a. ikke, at man skal stille krav til publikum, men til sig selv. Og så synes han, at dansktopkunstnere skal gå på strandhugst i bluesmusikken for at tilføre genren noget nyt.

-Macy Gray siger mig noget, og det har en speciel funky og rytmisk kvalitet. Jeg hører til den del af det pladekøbende publikum, der køber plader 10 år bagud. Jeg er meget begejstret for mange af de ting, der kommer fra kendte kunstneres backup-katalog, f.eks. Van Morrison, det der er fælles for ham og mig er blues-baggrunden. Jeg tror egentlig altid, at ved mit valg af kunstnere, så vil jeg gerne, at de ligger i et eller andet grænseland. – Som ikke nødvendigvist er klippefast genrebestemt, ham der er jazz, ham der er pop, ham der er rock, og det der er rock´n´roll. Jeg kan godt lide kunstnere, som på en eller anden måde forsøger at blande genrerne eller forsøger at brede sig.

-Hvorfor det?

-Fordi de sætter sig selv udfordringer, det er en del af deres udvikling, og det sætter også mig udfordringer. Som lytter sætter det jo en nogle udfordringer, og det synes jeg er spændende. I sin tid, da jeg lyttede mere til Neil Young, end jeg gør i dag, da tog han teknikken til sig, da senthizisers kom for alvor, da tog han det til sig på plade, så kan man diskutere om Trans-pladen blev en god plade, men han tog det til sig; han lavede også en country-plade på et tidspunkt og en swing-plade og en rock´n`rolle-plade, han tog også punken til sig, så det var jo på en eller anden måde spændende, for samtidig var det Neil Young-numre, der kom ud. Neil Young skriver måske i virkeligheden kun fire numre.

-Som han så varierer på forskellige måder?

-Ja præcist. Og det er spændende, og jeg tror egentlig, at alle sangskrivere gør det mere eller mindre ubevidst; man vil altid have en kerne, der er ens egen, hvor man så går ud og lægger et lag på, som man så har fundet et eller andet sted.

-Hvad er din kerne?

Det er jo nok blues og så med et udtryk, som i dag er blevet belastet – gospel. Godpel er blevet så populariseret, gospel-genren er blevet meget kommerciel og meget bred og meget skandinavisk, Oslo Gospel Choir og Etta Cameron og sådan noget der. Hvor når jeg forstår gospel, så er det altid som lænende sig op af bluesen. Mere intimt og personligt.

Er det betænkeligt, at sangere bliver for populære?

-Det ved jeg ikke, for det er jo bare noget, der sker. Det der vel sker, når en genre bliver populær er, at der kommer nogle eftersnakkere. Man kan godt risikere, at en plade, som starter en trend, er en smaddergod plade, og så de der eftersnakkere, der lige skal prøve, fordi det er cool, det bliver et produkt, hvor man som mere reflekterende publikum kan høre, at her er tænkt i salgstal. Og det skal man jo også, hvis man sælger plader, det er jo pladeselskabernes lod, og så må man så afgøre som kunstner, om man vil være med, for man skal også tjene nogle penge, ikke. Jeg har det sådan, at min primære mission er ikke at tjene penge, men det er at lave noget, jeg står inde for, og som jeg holder af, og hvis jeg så kan tjene penge, så er det jo fint og dejligt. Jeg kan ikke forestille mig, jeg sætter mig ned med salgstal for øje og siger, at nu skal jeg lige stykke noget sammen . . . Men det kan godt være, der er nogen, der kan det. Men jeg tror ikke, jeg kan det. Og samtidig kan jeg godt have den der som sangskriver, at bare jeg dog havde skrevet den, selvfølgelig.

-Du har spillet en del på Island og Færøerne. Er der noget, der adskiller det publikum fra det danske?

-Ja, specielt færingerne giver meget umiddelbart udtryk for, hvis de kan lide det, hvor danskerne er mere cool, ikke. Det har nok også noget med jantelov at gøre. Selv om han sidder deroppe og spiller, skal han da i hvert fald ikke tro, at han er noget. Og nej, selvfølgelig skal man ikke det, for man sidder jo bare og spiller. Jeg oplever, at har man et regulært værtshusjob, så er der mange, der tror, at man bare er en human jukeboks, det bliver hurtigt til noget med, ”spil lige den, spil lige den”, og hvis man ikke gør det, så er der sure miner, hvor man et eller andet sted må sige, ” der er skrevet to millioner gode sange, jeg kan 126”. Jeg holder meget af at kunne spille mine egne og også andres ting, men jeg holder også meget af at kunne få lov at vælge tingene ud. Og man kan sige, at spiller man med et band, så er det klart, at så skal der meget mere til, før man kan alle ting.

Søren Søgaard har meget a pros pos sin snak om grænselandet et band sammen med to andre et band der hedder ”Small Changes”. Her er der lagt an til blues-rock. Vi spiller også deciderede værtshus-ting som Creedence Clearwater og sådan nogle ting, men udenlandske ting.

-Man må gerne sige til publikum, at jeg ved godt, der er skrevet to millioner gode sange, men jeg kan altså kun 126. Her synger Søren en af dem midt blandt udvalget af guitarer hos Big Tone i Aalborg.

-Hvorfor udenlandske?

-Det kan godt lyde snobbet eller elitært, men det har noget med kvaliteten at gøre. Ikke sådan at forstå at der ikke er skrevet gode ting på dansk; det er der. Der er skrevet hamrende gode ting på dansk. F.eks. Dansktoppen i starten af halvfjerdserne, da jeg var dreng, da var der virkelig mange gode ting. Gustav Winckler og John Mogensen, f.eks., hvor man kan sige, at John Mogensen var mere sangskriveren, mens Gustav Winckler var produceren, som tog nogle ting ind og fik dem gjort danske. Thøger Olesen var jo såvel tekstforfatter som oversætter; han kom meget heldig med at fordanske nogle ting, der i deres originalform var meget geniale, hvor Thøger fik 98 procent med over – måske i nogle tilfælde 102 procent. 25 Minutter Endnu f.eks. og Den Grimmeste Mand i Byen. I dag har vi et par danske sangskriver, som er rigtig, rigtig gode og heldigvis da også populære, f.eks. Allan Olsen, C.V. Jørgensen, Ivan Pedersen, Elisabeth, sidstnævnte med en fantastisk følsomhed a la Lou Reed, der er et slægskab imellem dem stemningsmæssigt, sådan lidt melankolsk stemning ind over det, selv om det ikke er blues, de laver.

-Er det som om, at blues´en har bredt sig ind over foskellige genrer?

-Det tror jeg, at den har. Bare den stemning af melankoli, der kan være i blues. Men blues kan jo også være glad. Lyt f.eks. til Lou Reeds Good Times, den er også lavet på dansk, formidabelt, af Lone Kellerman, Jeg Tror På Fede Tider, oversat af Dan Turell i øvrigt.

-Jeg synes generelt det handler om ikke at stille krav til publikum, men stille krav til sig selv, og så skal man levere den ægte vare, men hvordan folk så vil definere den ægte vare, det må man jo selv om. Er man inkarneret suppe-steg-og is-mand eller spiller med en Charlie Lab, så er det også fint. F.eks. kender jeg en solo-basmand, som spiller midifiler som akkompagnament, som han så synger til. Og det forklarer han så folk i det øjeblik, han sælger sit show, og så kan folk jo tage stilling til det

-Hvad mener du med ikke at stille krav til publikum?

-Man bliver nødt til som udøvende musiker at komme til publikum og ikke stille sig op på scenen og forlange, at publikum skal komme til en. Det er jo hele spillet i, hvad det vil sige at være en god performer.

-At komme ud over rampen?

-Simpelthen. Hvis publikum ikke vil holde mund, må man skrue højere op. Det nytter ikke noget, at man melder ud til folk og siger, at nu skal I godt nok være stille, for nu sidder vi og spiller noget seriøst.

-Det nytter ikke noget, at man melder ud til folk og siger, at nu skal I godt nok være stille, for nu sidder vi og spiller noget seriøst. Der skal være noget, der vækker dem.

-Der skal være noget, der vækker dem?

-Præcist, og så må man forsøge at finde det på en eller anden måde. Om det så skal være karisma a la Niels Hausgaard. Niels Hausgaard laver jo ikke deciderede værtshuskoncerter, og her er det så, der ryger nogle andre og lidt sværere forudsætninger ind, fordi man skal have den der folkelige appeal, og her må jeg nok erkende, at den har jeg ikke på den måde.

Søren Søgaard stiller store krav til formidlingen af sange.

-Man må have lyttet til sangene og forstået dem, før man kan synge dem med hjertet. Hvis ikke man kan synge Himmelhunden, så den siger dig selv noget, kan du heller ikke forvente, du kan synge den, så den siger naboen noget. Så det handler om at finde sange, som man synes passer til en. Jeg selv har f.eks. haft det svært med Patsy Cline-numre, idet f.eks. Crazy den folder sig simpelthen ikke ud, hvis andre begynder at pille ved den. Men man kan jo naturligvis blive imponeret, se Neil Young der for

nylig sang Imagine til kuldegysninger. Det var jo helt fantastisk. Fuldstændig som Lennon ville have givet den.

-Kan man lære noget af de tidlige bluesting?

-Det kan man. Jeg tror et af de mennesker, som har lært utrolig meget ved at lytte til Blues og jazz, det er Dirch Passer. Hvis du hører den måde, han laver sine intoneringer på, i det øjeblik han taler i mange af sine monologier, intonering, pausernes vigtighed, frasering, timing, ofte giver dansktopnumre sig selv, hvor mange af sangene nærmest kører af sig selv, de hverken slæber eller bliver forcerede. Mange dansktopnumre vælger man bevidst at lægge, så de spiller sig selv, og på den måde bliver det nemmere at frasere, nemmere at intonere eller lade være. Og det er meget nemmere at følge beatet, hvorimod speeder du den lidt sværere, speeder du den ned, bliver det endnu sværere. Et godt eksempel på et band, der spiller numre langsommere end godt er, hvis man skal have tingene til at hænge sammen (og så giver Søren en lille prøve på, hvor irriterende, men bemærkelsesværdigt det er at tale bare LIDT langsommere, red.)

det er Little Feet, men ikke desto mindre formår de det i kraft af deres musikalitet. Dansktopnumre bliver ofte spillet der i et mellemtempo, og det er også fordi det skal opleves som noget, der svinger let. Der hvor dansktopkunstnere i allerhøjeste grad kan trække på blues- og gospel, det er på det følelsesmæssige og tekstmæssige plan – ”syng det så du mener det”. Man skal sætte sig følelsesmæssigt ind i sangen. Derfor er det spændende at se live-optrædender, for nogle gange lykkes det, og andre gange lykkes det ikke. Selvfølgelig vil det være sådan, at har man 300 jobs om året, så bliver det ikke lige heldigt hver gang. Så kan man sige, at så må man have nogle færre jobs, men så er man måske kontraktligt forpligtiget, og stadigvæk, der er ikke noget i vejen med at tjene penge. Men som dansktopkunstnere kan man gå på strandhugst i blues og jazz, vi så det hos John Mogensen, hans klaverrifs når han startede op, var gerne snuppet fra noget rock´n´roll, noget blues, og det havde han jo stort held med, folk synes jo stadig det er fedt. Mange af John Mogens introer er jo ikke svære at spille, det kan godt være såre enkelt, men samtidig kan man tilføre det noget. Hvis man vil tilføre et nummer noget, uanset om det er nok så meget kopi må man have mod til at gøre det på sin måde – som Grundtvig sagde, hver fugl synger med sit næb. Kan man ikke synge Crazy som Patsy Cline, så kan man gøre som Willy Nilsson gjorde, eller hvis man vi lave Himmelhunden og ikke kan lide hunde, så må man gå ind og se på, hvad man så kan få teksten til at betyde for mig, måske skal man droppe den, eller finde en hund man kan lide . . . .Men man kunne jo også lægge den lægge den tilbage på beatet og lave nogle mere straightagtige country-rifs på den, og så har man måske en helt ny udgave af Himmelhunden. Så har man tilført den sin egen dimension.

-Men det er svært det med at udvikle, jeg tror ofte, at det sker i øvelokalerne, mens pladeselskaberne satser på det sikre. Se på Sverige og Australien., der massivt støtter popindustrien. De har jo nogle skattebegunstigelser og

Australien har jo deciderede programmer til rockfolket, så man kan komme ud over de nationale grænser, mens svenskerne har skattebegunstigelser, så man ikke ryger i den der b-skatteklemme, hvis man bryder igennem. Og det betyder da noget, for svenskerne er jo ikke så massivt større et folk, end vi er, og de har nogle større ting. Det er ikke bare Abba. Vi har Ace of Base og Roxette, jamen der kommer hele tiden et nyt, større internationalt navn i hvert fald, hvad der gør i forhold til herhjemmefra. Det kan være jantelov, det kan være markedsføringsmekanismer i Danmark.

-Du mener med flere skattebegunstigelser vil der være mere frihed for den enkelte kunstner til at eksperimentere

-Det kunne man sagtens forestille sig. Nu bragede Lisa Ekdahl f.eks. igennem i sin tid med Hvem Ved, og lige pludselig kom der en jazzplade fra hende, When Did You Leave Heaven og Back To Earht, og det er klart, jo mere man kigger på kroner og ører, jo mindre bliver tendensen til at kunne og ville eksperimentere. Man kan jo bare se på sit eget husholdningsregnskab. Hvis det strammer til, så bliver der ingen Tivoli-tur, så sætter man sig måske ned og keder sig i stedet for.

Er du interesseret i at komme i kontakt med Søren Søgaard,
kan du nå ham på telefon 98 21 52 20 eller

Bryggeren Interview'ede og Johnny satte op
og billedbehandlede..