|
| |
 |
|
|
| -Man skal kunne tage en dyb indånding -Hvad er det, I gerne vil? -Vi vil bare gerne have lov til at lave vores musik, så er det jo rigtig, rigtig fedt, at der lige pludselig er blevet så megen interesse for os, at vi har fået en mulighed for det så meget som muligt, og så er der jo den usle mammon-side af det, det kunne også være rart at kunne leve af det. Niels: -Vi tror, vi vil det samme med vores musik som alle andre vil med deres musik. At det er a capella, vi laver, er lidt en tilfældighed, sådan ser jeg det. Sådan var det os med grandprixet, det var ikke fordi vi havde nogle ambitioner om, at vi skulle være specielt nyskabende. Vi var en gruppe, der syntes, det var en interessant genre for OS at beskæftige sig med. Der er et eller andet, det er i hvert fald MIN oplevelse, et eller andet enormt klassisk over det . . . John:: -Jeg kan ikke lide, når du bruger ordet klassisk . . . Niels: Nej, okay . . .jamen klassisk i betydningen oprindeligt. Der er et eller andet ældgammelt over det. Den tradition med at synge sammen er en meget simpel kommunikationsform. Vi har barberet mange ting af, og tilbage er ligesom essensen af mennesket, det kunne være spændende at prøve at lave noget musik, der kun har mennesket som instrument. Er der en større mission i det, altså sådan noget med, at det er menneskene, der skal komme hinanden ved og ikke instrumenterne – med al respekt for dem? Niels: Ikke på den måde, at . . . Det skal ikke lyde som et korstog mod instrumenter, for der er ingen af os, der fravælger instrumentalmusik eller fravælger brug af instrumenter på nogen som helst måde. Hvis der er en reaktion mod noget, så er det måske over overproduceret dåsemusik, som der også findes en del af. Der er meget musik, hvor jeg, når jeg åbner for P3 tænker kors i røven, det er for trist og for upersonligt, men det har ikke noget at gøre med, om der er instrumenter på eller ej. Osman: -Det som jeg tror, vi også er meget fascineret af ved a capella, det er nærværet i det. Et nærvær som man ikke finder på meget af det der overproducerede musik, som bliver meget koldt og upersonligt. Vi kunne godt tænke os at komme mere lige op i smasken på folk og være mere til stede i musikken. Og det kommer man mere, tror vi, når man bare står og synger, og der ikke er så meget andet i den forbindelse. Niels: -Ja, vi er sådan kommet på et udtryk, der hedder slow-music og ikke i den betydning, at musikken går langsom, men mere sådan som, at der findes slow-food, det skal være et måltid, der er tilberedt godt med nogle få, gode råvarer, og det er så der folk i rare omgivelser . . ., altså vi vil gerne stå for kvalitet, altså en god gedign råvare. -Vi har fundet på et begreb, der hedder slow-music, siger Niels -Rare omgivelser ? ? ? Niels: -Ja, et rart koncept, et behageligt sprog, en musikgenre som folk kan forstå. Vi laver også popmusik, fordi det henvender sig til mange mennesker, vi kunne også godt lave noget andet musik, men det er bare et middel til at nå mange mennesker på. Osman: -Man kan vel i princippet skabe rare omgivelser hvor som helst, hvis man sørger for at skabe det selv. Det kan være stemning, det kan være, hvis man er rar. -Tror I, at I når de mennesker, der laver dåsemusik og får dem til at tænke sig om – for eksempel? Niels: -Vi har fået henvendelse fra nogle, der gerne vil lave remix ud af vores numre, og det synes vi umiddelbart er sådan lidt komisk. Men det tyder da på, at der er et eller andet . . . altså ikke fordi, at sidder man og laver dåsemusik betyder det jo ikke nødvendigvis, at man ikke har sans for andet, jeg ser ikke det her som en konkurrence, eller at vi skal være bedre end nogen andre, det er et produkt vi tilbyder nogle mennesker, nogle dage er jeg til McDonald, andre dage er jeg til en restaurant, så vil jeg have noget andet mad . . . altså smag og behag. Det kan være et produkt, som folk elsker at gå og støvsuge til søndag eftermiddag, og det kan være noget, som berører dig dybt ved et dødsfald, eller det kan være musik, som de er totalt ligeglade med. Det er musik ligesom alt andet musik. John: Jeg tror ikke nødvendigvis, vi når de folk, der sidder og laver den anden slags musik, men det er heller ikke nødvendigt. Det kan være, at vi er heldige og nå nogle af dem, der normalt KØBER deres musik og måske finder ud af, at man også kan købe den anden salgs der. -Så I har måske alligevel gjort jer nogle overordnede tanker?Osman: -Det vi gør det er jo en slags modreaktion, ikke forstået på den måde at det er for at bekæmpe det, der er, men en af grundene til, at vi synes det er spændende at lave sådan noget musik her det er, at vi har hørt utrolig meget produceret dåsemusik – og håbet er så, at der er andre, der også synes det, når de hører det. Det er det, der gør, det er spændende at lave den her slags form for musik. John:
-Nu skal du ikke skrive ”den her slags
form for musik”, bare fordi Osman siger det. Niels: Der er også noget fagligt i det for mig, fordi jeg er sanger, så interesserer sangstemmer mig. Vi har et fællesskab her, hvor vi også nørder lidt, altså lidt ligesom man mødes i en harmonika-kvartet eller en strygerkvartet, altså man dyrker sit fag og laver musik inden for det område. Det er ikke en modreaktion på alt muligt andet, det er en niche, som du dyrker og håber, at folk har interesse for det. -I snakker om nærvær og være sammen og nørde lidt. Er det ikke svært at holde en fælles kurs i et seks mands-band?Niels: -Vi tog et valg med hensyn til fælles kurs, da vi for 4-5 måneder siden satsede på at få en rimelig indtægt ved at synge i baSix og så havde et mål, nemlig at skaffe pladekontrakter og en masse jobs og et bookingbureau og, hvad der ellers hører med. Så der valgte vi at have fælles kurs rent ambitionsmæssigt. Det har også gjort, at vi har været opmærksomme på at skulle planlægge vores tid, så vi kunne bruge den sammen og løfte i fællesskab. Men du tænker også rent musikalsk? -Ja og internt, der må, kunne jeg forestille mig, opstå spændinger, når I er så mange. John: Selvfølgelig, man kan ikke bare være enige om alt. Niels: Det specielle ved det her er, at vi er et firma nu. Og vi har ikke nogen direktør, og vi har ikke nogen sekretær, og vi har ikke folk fordelt på forskellige opgaver, vi laver i virkeligheden alle sammen det samme. Osman: Man kan i virkeligheden se det som et firma med en flad ledelsesstruktur. Vi har forskellige arbejdsopgaver og forsøger at fordele arbejdsopgaverne ud på forskellige personer, så det bliver til at overskue. Niels: -Men det ER specielt, synes jeg, at lave det samme, altså vi er alle sammen sangere i det her firma . . . Osman: Det er jo så det . . . Niels: . . . så derfor labber vi utroligt meget ind over hinandens arbejdsområder hele tiden, altså vi er én stor oberlabning, og det synes jeg kræver noget disciplin, at man kan finde ud af at give hinanden konstruktiv kritik og så give plads til hinanden, fordi vi laver det samme -; det svarer til at have seks computermedarbejdere, der står for noget administrativt eller kreativt i samme firma. Nu har vi kendt hinanden nogle og har testet hinandens samarbejdsevner, og fundet frem til, at nogle gange – som f.eks. under indspilningen af vores nye plade - er det sundt f.eks. at abstrahere fra to menneskers holdning, nu gør vi det, og det er sådan noget, hvor man nogle gange er nødt til at skære sit initiativ lidt væk, det er noget man får rutine i, det er enormt ubehageligt, lige mens det står på, men på sigt giver det et bedre produkt. John: Nej, det var nu heller ikke et spørgsmål i den konkrete situation om at sige, at nu abstraherer vi fra nogens mening. Det var et spørgsmål om, at der var to, der fik chancen for at sige ”det her vil vi ikke være med til”. Vi kunne godt have sagt, at vi nedlægger veto, men vi valgte at sige okay, vi er fire, der er for, og vi synes, det er okay. Havde vi sagt ”nej det vil vi ikke have”, så havde vi ikke gjort det. Man skal lige kunne tage en dyb . . ., det var en kamel for mit vedkommende. Det er sundt det der med at konstatere, at man er i stand til at sige ”okay det det synes jeg SLET ikke, men lad os gøre det”, det er godt at vide, at jeg kan lægge det fra mig. Morten: I forbindelse med, at vi indspillede de første numre på singlen, skulle jeg også lige bide et par ting i mig. Det var en indspilningsform, som jeg ikke syntes, vi skulle bruge, og det var der stemning for, at vi skulle, så der blev jeg nødt til lige at gå ud og tage et spil pool. Det lyder lidt klichéagtigt, men at tackle de ting, der opstår, kræver, at man er utrolig godt til at kommunikere om det. Vi bruger utrolig meget tid på at snakke om de problemer, der opstår eller de uenigheder, der nu er. Og det er lidt blevet selvfølgeligt, at selvfølgelig skal vi tage det op, når det nu er det. Det er vi enormt gode til, og det kommer sjældent til skænderi. -Er en betingelse for det næsten ikke, at man ikke er alt for følsom og tager tingene for personligt?Morten: -Det er jo det, man kan godt vær engageret og virkelig have en fast mening om tingene, uden at man står så stejlt, at det ødelægger samarbejdet. Det er en balance. Niels: -Man må øve sig i at lade være med at tage tingene for personligt. Man kan hjælpe hinanden ved at skabe en rar stemning og ved ærligt og sige, at det her siger jeg ikke for at træde dig over tæerne. Det er jo meget personligt, så snart man har med musik at gøre, specielt når man synger, det går enormt tæt på, hvis der er et eller andet, der ikke fungerer optimalt, så er det vigtigt at vide, at bare fordi det her nu ikke var så fedt, så betyder det ikke, at jeg bliver smidt ud . . . Morten –Det er ikke længe siden, jeg sad og stortudede lige før en koncert, fordi der var noget, jeg var totalt frustreret over .Og det tjubang, så løsnede det sig, og så gik vi hen og sang en koncert. Det var noget med, at jeg var bekymret for, hvordan pladen skulle laves, og jeg havde en fornemmelse af, at jeg var alene med nogle holdninger til den. Så måtte de andre sige, ”Morten, VI ved ikke engang, hvordan den skal laves, så nu klapper vi lige hesten, og så kigger vi på det, når vi kommer i studiet”. Det handlede om nogle personlige ting for mig, og det kan gruppen bare håndtere, vi er så vant til at få sagt ret åbent, hvordan det er. A la ”jeg er skidefrustreret” . . . ”ah, Morten nu må du lige slappe lidt af, det er jo ikke fordi, det er sådan, og jeg synes det samme som dig i virkeligheden”, altså åbenhed nu. -Det er ikke længe siden, jeg sad og stortudede lige før en koncert Niels: -Så skal man måske også lære i hvor høj grad, man slæber sine egne personlige frustrationer med hen i øvelokalet, for det kan jo næsten heller ikke undgås, at hvis der bliver skubbet til et eller andet, så hænger det selvfølgelig også sammen med et eller andet, der foregår uden for øvelokalet. Og hvis man kan lære at skille det ad, så er man også godt hjulpet, synes jeg. Og så synes jeg også, at det er vigtigt ind i mellem, når der er alle de der diskussioner om pladekontrakter – og pladeproduktioner og tøj og billeder og alt det der, så skal man huske, at man synes, det er sjovt at lave musik. At man vender tilbage til, at man er sammen om, hvor skægt det er at lave musik. Morten: -Noget jeg synes har været rart er, at vi en gang imellem er gået tilbage til udgangspunktet, som har været hobbyagtigt, f.eks. har vi stået nede på Strøget og sunget for publikum, og vi kan mærke folks umiddelbare oplevelse, den umiddelbare respons, der får man virkelig en fornemmelse af at, ”jah, vi HAR noget, vi kan noget, vi ER noget, det er sjovt – vi har en tradition for f.eks når vi samler ind til vores julefrokoster at gøre det på den måde. Osman: -Jeg tror, at det at synge a capella det kræver, at man er endnu bedre til nogle af de ting, der har at gøre med snakke sammen og kommunikere og kunne sige tingene uden at støde hinanden. Jeg tror simpelthen, vi bliver lidt presset til at være rigtig gode til det for, at det kan hænge sammen. Jeg tror godt, vi kunne være endnu større individualister, måske et forkert ord, men så tage lidt mindre hensyn til hinanden, hvis vi spillede i et regulært band.
|
Interview'ede og Johnny satte op 