Anni Filt og Mr Jack & The Daniels I Tangkrogen Kristi Himmelfartsdag den 10. maj 2002:

Imponerende optræden og flot lyd

Det var to hver for sig meget stærke navne, der tilsammen Kristi Himmelfartsdag fik Tangkrogen i Århus til at emme af iørefaldende countrymusik og en så afbalanceret lyd, der normalt kun høres hos de største stjerner.

  Anni Filt, countrysangerinde, var bakket op af Mr. Jack & The Daniels.

  Når disse to navne er på plakaten, er man ikke i tvivl om, at menuen står på country, hvilket da også sås på påklædningen af de mange country-fanatikere, som var mødt op med deres Stetsons, boots og bælter.

  Men at en sangerinde og hendes band midt i Tangkrogens sump af øl, pølser, balloner og klapvogne i den grad formåede at bevæge ikke blot ben, men også hjerter i et stuvende fyldt telt, det må siges at være ganske imponerende.

   Anni Filt og Mr. Jack er så professionelle, at de ikke har noget imod at være spontante -, det er der nemlig råd til. Så op på scenen kom også en gæstende amerikansk countrysanger, Lennart Stokes, som sammen med Anni i første sæt gav gode gamle Jambalaya for fuld udblæsning. I andet sæt fik han lejlighed til at fyre hele to numre af, og det var overvejende med Anni for det meste siddende pænt i baggrunden. Så blev lyden omgående indrettet efter en stærk, amerikansk mandestemme. Flot.

   Der var også råd til, at en af landevejens farende svende kunne komme op på scenen og akkompagneret af Mr. Jack og til stor morskab for publikum gav sin egen helt specielle version af Så Længe Jeg Lever. Manden havde  ikke en tone i livet, hvilket Mr. Jack for længst må have spottet, men op på scenen skulle manden alligevel, for hans hjerteblod brændte jo for musikken. Han var jo et sted en af vi andre, der bare brægede løs derhjemme. Vi kunne identificere os en smule med ham.

  Sådan noget viser al forskellen mellem at være lunken stjerne og til at være dybt, professionel verdensmusiker, der lever for musikken og giver plads til folks spontanitet og begejstring.

 Koncerten viste os et band, der har så stor respekt og ydmyghed over for de enkelte numre, at det bliver kendskabet til de enkelte kompositioners indhold og liv, der lader instrumenterne tale og ikke omvendt.

   Eksempler på dette kunne høres i Willy Nelsons On The Road Again, hvor 9 ud af 10 guitarister ville hive og flå i guitaren under instrumentalstykket, men hvor Mr. Jacks guitarist Morten Denslund holdt sit krudt ydmygt tilbage, så hans flotte spil svømmede ud i helheden og aldrig blev dominerende. Det hørtes også i Kris Kristoffersens Help Me Make It Thorugh The Night, hvor trommeslager Michael Grønnegaard lod nummeret ende ud i et, sådan kan det beskrives, enkelt lille tjat på bækkenet. Måske tæt på andres udgange på nummeret, og så alligevel så milevidt derfra, at kun klassen og professionalismen kan forklare forskellen. Det gælder også de fine korarrangementer, der i hver og en strofe støttede op om de enkelte numre uden bare én gang at være forudsigelige.

  Det var tydeligt, at man få numre inde i koncerten, kunne spore, hvordan en koncert lydmæssigt så udmærket  kan afvikles, uden at man på noget tidspunkt vil få ondt i ørerne, eller føler, at man skal blive der, fordi nu har jo betalt for det eller lignende. Selv dagen derpå ligger oplevelsen og flyder rundt i blodet, og man ønsker, at man kunne få lov at opleve det hele igen.

 Det gjorde godt at høre et mikset repertoire af Anni Filts nyeste sang, Mr. Jack & The Daniels nyeste og så nogle af de gamle country-klassikere.

  Det gjorde også godt at se, hvorledes koncerten bidrog til en lille happening ved scenen, hvor yndere af line-dance, store og små, bare måtte op og flette ben til musikken.

  Alt i alt: En imponerende optræden af sangere og musikere og en værdig håndtering af mikserpulte, der var med til at cementere høj standard for koncertlyd.